, Stormchase 2007 – Dag 7

Dagens chauffører: Kai-Asle
Tar
get area: Sydlige Kansas
Afstand: 500 km
Dagens tema: Massive tornado on the ground!
Vejr: Skyfrit, krafig vind, 32 grader
Menu: Æg og bacon, Sonic Burger, pizza

Dagen i dag blev en dag ud over det sædvanlige. Vi fik set begge sider af medaljen. Og det berørte os alle dybt. Vi befandt os få kilometer fra en ualmindelig stor og kraftig tornado, der var over to kilometer bred. Den anrettede enorme ødelæggelser og holdt sig på jorden i lang tid. Vi så både tornadoen og ødelæggelserne.

Dagen begyndte i Liberal, Kansas med at finde et target area. I et større område var der en 15% risiko for tornadoer og 50% risiko for store hagl. Atmosfæren var meget instabil. Man kan nærmest sammenligne det med en knastør skov, hvor der kun skal en gnist til at antænde det hele.

Vi befandt os midt i området, hvor risikoen var størst. Der var et lifted index på -12 (I Danmark opererer vi med tal på omkring -2 eller -3) og en capeværdi på op til 5000. Disse tal er udtryk for, hvor instabil atmosfæren er. Og det er en ekstremt instabil atmosfære.

 

spc
SPC’s varsel den 4. maj 2007


Vi kørte mod Dodge City og videre østpå. Vi kunne måle os frem til, at de mest ideelle forhold var lidt længere østpå. På himlen kunne man se tegn på en kraftig jetstrøm. Cirrusskyer, der nærmest blev blæst til den ene side.

 

cirrus

 

Maj-Britt og Andreas havde ikke lyst til at køre med helt tæt på bygen. Det ville Thomas og jeg gerne. Derfor kom vi frem til et kompromis. Vi lejede en ekstra bil. Så kunne Maj-Britt og Andreas til hver en tid sige stop og vende om.

 

cirrus

 

Vi nåede til Pratt, Kansas, hvor vi lynhurtigt spiste en gang Sonic-burgere, samtidig med at vi holdt øje med himlen. Skyerne havde svært ved at banke hul i det låg (cap), der lå over os.

Længere sydpå var det låg knap så kraftigt, og i løbet af meget kort tid poppede en byge op mod syd i Oklahoma. Warmsector spurgte, om vi skulle chase den. Det sagde vi ja til.

Det danske chaseteam blev delt i to. Maj-Britt og Andreas kørte tilbage mod Dodge City, mens Thomas og jeg kørte efter Warmsector sydpå mod den eneste byge, der var at se på radaren.

Undervejs hørte vi rapporter om hagl på størrelse med baseballs, altså meget store, og en tornado på jorden. Vi ilede af sted mod området.

 

lp


Da vi nåede frem, havde tordencellen delt sig. Den nordlige del var faldet lidt sammen, mens den sydlige havde udviklet sig til en såkaldt lp-supercelle. LP står for low percipitation, altså knap så megen nedbør. Så vi kunne komme helt tæt på den og skyde en masse billeder.

 

lp


Det var i sandhed et syn uden lige. Jeg har aldrig set så smuk en sky. I toppen kunne man se toppen skyde til vejrs. Der var masser af chasere i området, der knipsede løs med deres kameraer.

 

lp

 

 

kai
En stolt chaser foran den meget smukke lp-supercelle

På jorden lå der store hagl. En del var allerede smeltet, så de må have været meget store, da de ramte jorden.

 

hagl
Store hagl


Warmsector fortalte os, at den nordlige del af bygen var begyndte at udvikles igen, og at den var tornadowarned. Vi blev enige om at jage den i det tiltagende mørke.

 

lp


Et mageløst lysshow udspillede sig på himlen, mens vi drønede af sted nordpå mod Kansas.
Da vi nåede til byen Coldwater, råbte Warmsector i radioen: ”Tornado on the ground!” En tornado på jorden lige foran os. Og hvad gjorde vi? Vi kørte ind for at tanke. For der er langt mellem tankstationerne ude på prærien, og det sidste, man ønsker, er at løbe tør for benzin, mens man har en tornado i hælene.

 

lyn


En kraftig vind piskede vandet i vandpytterne op i luften, og stemningen var som taget ud af filmen Twister.

Vi skyndte os at betale og satte kursen nordpå. Vi nåede ikke særlig langt, for en gigantisk tornado krydsede vejen et stykke foran os. Vi holdt ind til siden og var nær blev blæst omkuld, da vi steg ud.

I lyset fra lynene kunne man se den vældige tornado bevæge sig mod byen Greensburg. Det lynede uafladeligt, og lysglimt på jorden vidnede om, at transformatorer og telefonmaster blev ødelagt.

 

tornado
Greensburg-tornadoen

Vi kørte lidt længere frem. Ingen af os var bange, da Warmsector hele tiden vidste, hvor den farlige del af tordenbygen befandt sig. Vi nåede dog ikke særlig langt,  før vejen var spærret af nedfaldne telefonledninger, master, pigtråd og omtumlede køer. Overalt var der fuldstændig raserede huse.

 

tornado


I det øjeblik skiftede stemningen fra fascination til dyb bevægelse og medfølelse med de mennesker, der var blevet ramt. Man kunne høre en uhyggelig lyd, der lød som køer, der brølede af smerte. En naturgaspumpestation var blevet ramt. Alt metal var fuldstændig forvredent, og gassen strømmede ud med en uhyggelig, skinger og hvinende lyd.

Vi tilbød at hjælpe og gik straks i gang med at rydde vejen for pigtråd, så redningskøretøjer  kunne komme igennem. Samtidig indløb der rapporter om, at byen Greensburg var blevet hårdt ramt. Mere end 90% af byen var ødelagt. Heriblandt byens hospital. Det gjorde et meget stort indtryk på os. I radioen efterlyste de folk til at gennemsøge de sammenstyrtede huse. Vi ville gerne derop og hjælpe til med at redde folk ud, men vejene var fuldstændig blokerede, så vi ville blive nødt til at køre en meget stor omvej for at komme dertil. Derfor opgav vi og besluttede at indstille chasen. Vi havde alle fået nok.

På turen hjem forsøgte Thomas og jeg at bearbejde aftenens oplevelser. Og Thomas sagde noget meget rigtigt. Vi fik set både skønheden og udyret.

Tornadoen var noget af det voldsomste, Warmsector havde oplevet. Dens størrelse, styrke og varighed vil helt sikkert gå over i historien. Da vi chasede i Texas, var de imponerede over såkaldte shearmarkers på 110-120. Tallet er et udtryk for de kraftige, skiftende vinde, der bevæger sig i bygen. Her lå det tal på 161! Skytoppen nåede op i en højde af 60.000 fod. Det er altså over 18 km op i luften. Den var så stor, at den sugede al energi til sig, så næsten ingen andre byger kunne dannes.

Vi fik det, vi kom efter. En tornado. Det var en meget stærk oplevelse, men samtidig er det en del af det at chase.

I skrivende stund er der 5 omkomne og over 60 tilskadekomne. Og tabstallene bliver hele tiden opdateret, så det har været voldsomt.

Og det værste af alt er, at lørdagen skulle blive endnu værre. Så vi må håbe, at de berørte områder ikke bliver ramt igen.

Det blev en meget lang omgang, men der var meget at skrive om, synes jeg.
Jeg har ikke taget billeder af ødelæggelserne, da det ligesom virkede forkert.

Hav det godt.

Kai-Asle

Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.