WE’RE INSIDE THE TORNADO!

Den sidste chasedag blev den absolut vildeste. Vi så, filmede og fotograferede flere tornadoer, og vi blev ramt af en tornado. Vi kørte næsten 2100 km på 27 timer.

Aftenen forinden var vi tjekket ind på Super 8 i Austin, Minnesota. Warmsector tjekkede ind på Days Inn, da de kunne få et billigere værelse der. Vi aftalte at mødes på vores motel, drikke en øl og sige farvel. Det informerede vi dem om i receptionen. Så fik vi at vide, at vi ikke måtte få besøg. Derfor tog vi over til Warmsector og drak en øl. Vi snakkede, hyggede og kiggede på optagelser. Vi var alle enige om, at det havde været en meget sløj chase med alt for lidt vejr. Paul og Marc sad og tjekkede prognoser for morgendagen og sagde, at alle ingredienserne til en spændende chasedag var til stede. Eneste problem var den stærke cap. Men hvis den blev brudt, kunne der dannes superceller med tornadopotentiale i det såkaldte tripple point, der er det område, hvor varmfront, dryline og koldfront mødes. Vi var jo egentlig indstillet på at køre til Dallas, men det ville være dumt at lade den mulighed gå fra os, så vi blev enige om at chase. Problemet var bare, at det var hele nede i Kansas, så vi skulle tidligt af sted. Vi aftalte derfor at køre 7.30.

Vores foreløbige target area var området omkring grænsen mellem Nebraska/Kansas, der lå over 700 km mod sydvest. Vi havde derfor småtravlt. Men vi kørte ikke vildt af den grund. Vi kørte bare lange stræk og holdt korte pauser. På et tidspunkt lå Per og jeg efter de andre to biler og var faldet en smule tilbage. Per måtte derfor træde ekstra på speederen for at nå op til dem med det resultat, at vi fik blinkende lygter i bakspejlet. Betjenten kom hen til os og sagde, vi kørte 128. Fartgrænsen var 112. Han sagde, det var i orden at køre 118, men ikke 128. Han kunne se, at jeg sad og holdt øje med radaren og vidste godt, hvad vi lavede. “I har sikkert travlt med at nå hen til et bestemt sted, men I må lige skrue lidt ned for dampen.” Han lod os slippe med en skriftlig advarsel, og Per, der havde mistet den fine rødlige kulør i ansigtet, kunne ånde lettet op.

Da vi nåede længere ned, kørte vi ind i et område med gravitationsbølger i atmosfæren, hvilket skaber et spektakulært syn på himlen.

 

Da vi nåede ned til Hastings, Nebraska, blev vi enige om at fortsætte yderligere 200 km til Salina i Kansas, da forholdene så endnu bedre ud der.

Vi nåede frem ved firetiden om eftermiddagen og granskede nu radaren efter ekkoer. I den givne vejrsituation kunne der dannes kraftige, eksplosive byger i løbet af en halv times tid, og så gjaldt det om at være klar til at køre.

Da klokken blev halv fem, dukkede der en lille klat op på radaren lidt nordvest for Great Bend og syd for Hays. “We have initiation, I think”, sagde Paul. Altså, der var dannet en byge. Vi forventede, den ville bevæge sig mod nordøst imod os, så vi kørte mod sydvest mod Great Bend.

Bygen udviklede sig meget hurtigt, og der blev dannet yderlige en bagpå. Radarbilledet viste en smuk supercelle. Da vi nærmede os Great Bend, stod det klart, at vi skulle være fortsat stik vest mod Hays. Vi var ved at komme på bagkant af bygen. Den var ved at løbe fra os, så vi drejede mod nordvest.

Vi kunne se cirrusskærmen fra ambolten. Det så lovende ud. En god, potent supercelle.

Umiddelbart syd for Hays fik vi kontakt med supercellen. Chasen foregik ad bakkede grusveje, der vrimlede med bunker af sultne chasere, Dow 7 og Dow 3, TIV’en med følge, så der var tæt trafik.

Vi så en flot wallcloud og kørte endnu tættere på.

Under bygen kunne vi se masser af jord blive hvirvlet op. Der var gang i updraften.

Der er rotation under wallclouden

Bygen kom nærmere. Det gjorde støvskyen også. Det var snart tid til at lette anker. Jeg talte med Thomas, og vi blev enige om at trække østpå ad grusvejene hen til den asfalterede hovedvej 281, der løb nordpå mod den øst/vestgående motorvej 70.

Men før vi vidste af det, havde støvskyen indhentet os og bølgede ind over os. Lige før vi blev helt indhyllet i jord og støv, så vi en stor bigballe blive helt pulveriseret lige foran os. Det var vist mere end en støvsky. Per råbte tornado, mens jeg sagde, at nok nå bare var RFD eller outflow. Men det stod snart klart, at det var en tornado, der ramte os. Heldigvis en svag en af slagsen. Vi kunne ikke køre ret hurtigt, da der var mange chasere på vejen.

Efterhånden nåede vi dog ud af det. Men nu var vi blevet væk fra de andre, så vi chasede videre på egen hånd.

 

Vi kørte ud på interstate 70, og pludselig begyndte walkien at skratte. Det var Thomas og Danny, der lå tæt bag os. Vi blev enige om at køre ind på en tankstation. Her mødtes vi med Warmsector.

Supercellen var meget aktiv, og lynfrekvensen var høj. På tankstationen havde flere mennesker taget opstilling for at nyde det betagende syn.

Wallcloud nu med lyn

Vi kørte lidt væk for at tage billeder og observere.

Meget highbased lyn

Der var dannet en ny og kraftigere celle mod syd, som vi ville ned til, så vi kørte sydpå.

Mammatusskyer

Undervejs nød vi den gamle celle. Pludselig råbte Sharon: “It’s going down!” Og søreme, om der ikke kom en tornado. Den smukkeste kegleformede tornado. Desværre var vi i fart, og lyset var ekstremt dårligt, så jeg kunne ikke fotografere den, men vi filmede den.

Vi fandt et sted at holde ind. Tornadoen var “roping out”. Den havde nået rebstadiet, som indtræffer, lige før den opløses.

Det var et betagende smukt syn at se den stå både vandret og lodret på himlen.

Vi fik efterfølgende at vide, at den faktisk havde anrettet skader på et hus, hvor folk var blevet kvæstet. Heldigvis ikke noget alvorligt.

Da tornadoen var forsvundet, trak vi sydpå til den næste celle nær byen La Crosse. Lynfrekvensen var ekstremt høj, vi anslog, at der var 100 lyn i minuttet, og der var flere shearmarkes på radaren, hvilket indikerer rotation og en mulig tornado.

Vi er den hvide ring til højre. Den lilla ring indikerer rotation. Her mødes rød og grøn farve, hvor vinden bevæger sig henholdvis væk fra og imod radaren.

Desværre var det nu helt mørkt, så vi kunne ikke se det, der formentlig var et ualmindelig smukt mothership.

Der spejdes i mørket mod wallclouden. Lidt til venstre for den lille pæl kan man ane tornadoen.

Men vi fotograferede wallclouden, og søreme om der ikke også blev dannet tornadoer her. Fantastisk!

Det lykkedes mig at fange et billede af en wallcloud med lyn og en tornado til venstre.

På den anden side af vejen stod en gruppe særdeles opstemte franskmænd. “O la la. Regardez. C’est magnifique!” Det var faktisk helt underholdende at høre på.

Mulig tornado helt ude til venstre, samt to funnel clouds til højre

Vi chasede videre i området og løb ind i Matt Phelps og hans venner, som vi også mødte i Texas Panhandle i 2010.

Radarbillede af cellen

Klokken nærmede sig midnat, og vi skulle stadig sydpå mod Dallas.

Vi kørte til Great Bend for at spise en stor tornadobøf, men kun McD havde åbent, så det blev ikke til den store kulinariske oplevelse.

Nu tog vi afsked med Warmsector og satte kursen mod Wichita, 170 km mod sydøst.

Men ak. Alle moteller og hoteller i området var booket helt op på grund af Memorial Day Weekend. Så vi fortsatte sydpå. Desværre så det ligesådan ud længere mod syd. Klokken nærmede sig fem om morgenen, og vi blev enige om, at nu kunne det ikke svare sig at sove, selvom vi havde været oppe i et helt døgn.

I Oklahoma City spiste vi morgenmad på Ihop og kørte til Marc og Sharons hus i Norman for at stille vores ting. Så fortsatte vi til Dallas, hvor vi fik lov til at tjekke ind klokken tolv middag. Nu kunne vi langt om længe få sovet efter hele 2081 km og 29 timers hektisk aktivitet. Men ingen tvivl om, at det havde været det hele værd.

Dagens rute på 2018 km:

Det var det. Stormchase 2012 er forbi. Hvordan har det så været? Ikke godt nok. Der har været alt for meget kørsel efter alt for lidt vejr. Vi har i alt kørt 13.100 km. Men flere af dagene har vi ligget stille. Reelt har vi kun haft fire gode chasedage ud af 23 mulige. Det er ikke tilfredsstillende. Og formålet med de to biler var at kunne angribe bygerne fra forskellige vinkler eller sågar chase hver vores byge. Det kom aldrig på tale, da der var alt for lidt action. Derudover er det også et problem, jo flere biler man er. Man skal vente på hinanden, man kan let komme væk fra hinanden, og det kan være svært at kommunikere. Så på den her chase var det nok mest en ulempe.

Sidste aften i USA på Chili’s. Margarita med Corona!

Minimesodomen fik vi aldrig, da bestillingen efter sigende aldrig gik igennem, så vi fik aldrig testet den. Det må blive næste gang.

Og hvad så med Danny? Fik han noget ud af det? Nu er han jo jyde og svær at imponere, men jeg kunne dog ane en vis fascination navnlig den sidste dag. Og jeg ved, at han også har fået et indblik i, hvor svært det er at chase. Hvor mange beslutninger der konstant skal træffes under stort pres. Men trods hans noget uheldige start har han dog fået blod på tanden.

I’m in beer heaven!

Jeg vil afslutningsvis takke for alle jeres venlige kommentarer. Det er altid rart at vide, at man ikke kun skriver for sig selv.

Hav det rigtig godt og tak for denne gang.

Hilsen
Kai-Asle

Related Images:

6 replies
  1. Uffe
    Uffe siger:

    Ser frem til noget tornado action, det virker da som om det har været lidt sløjt på denne tur, eller?

    Svar
  2. Lasse Schmidt
    Lasse Schmidt siger:

    Tak, Kai-Asle. Selv om der ikke har været så meget action, har det været stærkt underholdende læsning – som altid.

    Svar
  3. Jakob Albøge
    Jakob Albøge siger:

    Godt at der endelig kom rigtig action ind i Jeres tur, det var en hektisk men spændende dag du har beskrevet

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.