Det, der skulle have været en stille og rolig tur mod Dallas, Texas, endte med at blive til en forrygende chase i delstaterne Missouri og Tennessee.

Dagen startede med, at vi stod op ved nitiden og spiste morgenmad. Vi havde aftalt at køre omkring klokken ti. Lige før afgang blev jeg ringet op af Paul fra warmsector.com. Han er en del af et erfarent chaseteam fra Florida. Jesper har skrevet sammen med ham på stormtrack.org, og de havde aftalt at mødes, hvis det kunne lade sig gøre. Og sjovt nok viste det sig, at vi have overnattet i samme by; Columbia, Missouri. Vi kørte med hen på deres motel og hilste på Pauls søster, Sara, hans bror, Mark, og brorens kæreste, Sharron. De var rigtig søde og nørdede, på den fede måde. Vi så nogle af deres optagelser fra tidligere chaseture.

Det blev så hyggeligt, at vi gik ud at spise frokost sammen på “Showme’s”, en fiskerestaurant med hotte servitricer. Og det er her, Heidi kommer ind i billedet.

Da vi havde spist, skulle vi se deres satellitsystem, der hedder Baron. Med det kan man løbende få oplysninger om uvejr, nedbør, rotationer, vind m.m.
Mens vi sad og kiggede på radarbilleder, blev Paul forbavset over, at bygerne ikke var rykket længere østpå. Desuden forklarede han, at de i løbet af eftermiddagen kunne poppe op bag på systemet, således at de nærmest bevægede sig bagud. De skulle egentlig også vestpå og se nogle seværdigheder, da de ikke forventede vildt vejr, men jeg så tydeligt begejstringen tændes i hans øjne ved synet af de seneste radarbilleder. De besluttede at chase dem, selvom de lå fire timers kørsel derfra, og klokken var tre om eftermiddagen. “Hvad med jer,” spurgte han? “Vi er friske,” svarede vi, også selvom det lå i den stik modsatte retning. Man er vel chaser, ik’?
Så vi kastede os ud i myldretidstrafikken. De havde sagt, de ville køre til, når de kunne. Og det skal jeg godt nok love for, de gjorde. Dagens chauffør var Jesper, der fik sin sag for. Hele tiden spejede vi mod vest efter bygeskyer. Men i stedet begyndte de at poppe op syd for os. Og de var betagende smukke.

Hele tiden sad vi og frygtede en gentagelse af gårsdagens fiasko, hvor bygerne faldt sammen, ligesom vi ankom, men vores venner var fortrøstningsfulde. Der poppede hele tiden noget nyt op.

Og da vi nærmede os byen Sikeston, Missouri, begyndte himlen at antage en uvejrsagtig karakter. Noget tydede på, at vi havde valgt rigtigt, da vi besluttede at følge efter Florida-folkene.

Vi kørte først imod uvejret og holdt ind på en tankstation i byen. Dér åbnedes himlens sluser, og et voldsomt uvejr brød ud. De andre turde ikke blive der, da der var rapporteret om tornadoer i området. Man kunne nemlig ikke se dem for nedbøren, Vi kørte derfor hastigt mod syd, alt imens bilen blev ramt af store hagl, der sagde knald, når de ramte den. Og jublen ville ingen ende tage!
Thomas og jeg ville gerne igennem bygen, men Jesper trådte i karakter og var en kylling og sagde nej. Fint nok, for det var meget voldsomt. Syd for Sikeston fandt vi et godt sted at fotografere. Der var atter dømt ren Twister-stemning. Mod syd blå himmel, mod vest solnedgang, og ellers, lyn, hagl, torden og roterende skyer lige over vores hoveder. Et ualmindeligt smukt syn og spændende.
Vi havde fire superceller lige omking os, hvoraf de to var ved at smelte sammen.
Luften var kvælende varm og fugtig.

Det var en underlig fornemmelse at stå og se roterende skyer lige over hovedet på en. Det var jo lige det, vi havde drømt om. Lynene knitrede heftigt, og det buldrede og bragede.

Man kan se en wallcloud under bygen

I takt med at regnen og lynene kom nærmere, besluttede vi at trække længere østover. Vi stod og fotograferede i styrtregn. Thomas havde en beskyttende pose til sit kamera. Det havde jeg ikke, så jeg måtte holde regnfrakken hen over det, så det ikke blev vådt. For første gang i mit liv skulle jeg prøve at tage billeder af lyn i tiltagende mørke. Og det lykkedes!

Lidt uskarpt, men det er altså svært at stille skarpt, når det er buldermørkt.
Vi fortsatte som sagt østover og fandt et godt sted at stå og fotografere. I øvrigt skulle man lige holde udkig efter slanger, huller og biler, når man tæskede over den mørke landevej. Men det var fantastisk smukt. Warmsector-drengene holdt os løbende orienteret. Uvejret intensiveredes hele tiden, alarmen lød kontinuerligt på vores vejrradio, og livet var skønt. For at være på forkant af det måtte vi længere østover ind i Obion-området i delstaten Tennessee. Det betød, at vi måtte krydse Mississippi-floden. Der var en masse shear i flere af bygerne. En supercelle er en roterende tordenbyge. Når en tordenbyge roterer, får den nærmest sit eget liv. Så selvom solen er gået ned, suger den varme og fugt til sig og sender det højt til vejrs, helt op i 55.000 fods højde, hvor luften afkøles og bevæger sig hastigt mod jorden. Og således bliver bygen selvforsynende. Dybt fascinerende. Sommetider var vi foran bygen, hvor luften var over 30 grader. Her sugede den varm luft til sig. Andre gange lå vi på bagkanten af en byge i outflow-zonen, hvor den kolde luft i høj fart strømmede ud fra bygen mod jorden, og temperaturen styrtdykkede. Det var fantastisk at opleve i virkeligheden. Problemet var bare, at det var mørkt, så vi kunne kun holde øje med skyerne, når det lynede.

Og det forlød, at der var en tornado i området. Vi stod på en motorvejsbro i kraftig vind og spejdede ud i horisonten. Pludselig så vi et lysglimt fra en transformer og spekulerede på, hvad der skete. Og så fik Thomas og jeg samtidig øje på den, tornadoen. Oplyst af lyn så vi den flotteste roterende søjle cirka 5-6 km derfra. Det var et stort øjeblik. Vi fik det, vi kom efter! Både Paul og Mark er officielle stormspottere. Og de indrapporterede straks tornadoen. Vi havde ikke set syner, men formentlig en F1-tornado med en levetid på nogle minutter. En fantastisk bonus efter en forrygende dag.
Bygerne begyndte nu at smelte sammen i én stor klynge, og Warmsector-drengene sagde, vi skulle stoppe, for nu kunne vi alligevel ikke jagte én enkelt celle. Så vi besluttede at køre til Jackson, hvortil vi ankom klokken tre om natten i et tordenvejr, som man kun kender det fra amerikanske film med uafbrudte lyn og kaskader af vand, der fossede ned fraoven. Vi gav vores amerikanske venner middag/morgenmad og tjekkede ind på Microtel i Jackson klokken fire. Her drak vi en øl sammen og sagde pænt godnat. 13 timers chase og 11 timers konstant kraftigt tordenvejr nåede omsider sin afslutning. Mit livs oplevelse!

Det var alt for denne gang. Forrygende dag! Vi tilbagelagde godt 800 km!

I would like to thank Paul, Mark, Sara and Sharron. It’s was a real pleasure meeting you. Thanks for a fantastic chase. Hope to see you again next year! Take care, my friends!

Hilsen Kai-Asle

Related Images: