Tornado on the ground!

I dag var der lagt i ovnen til det helt store. Og lad mig bare sige det med det samme. Det blev en af de helt gode chases.

Vi tjekkede prognoserne tidligt om morgenen og kunne hurtigt se, at bygerne ville blive dannet tidligt. Men vi stod i lidt af et dilemma.
Nogle modeller havde byger til at blive dannet i det sydlige Kansas. Og SPC havde da også området med i deres moderate risk. Men problemet var, at der var overskyet efter nattens uvejr. Det, der i folkemunde kaldes “crap vection”, altså skod-konvektion. Noget, vi ville være rigeligt glade for i Danmark. Men her hæmmer det solopvarmningen og dermed også potentialet for voldsomt vejr senere på dagen.

Danny er klar!

Derfor valgte vi at køre stik vest og måske lidt syd og så se tiden an.

Da vi nåede til Clinton, overvejede vi at gå sydpå, men længere vestpå i Texas Panhandle var cellerne allerede begyndt at poppe og så helt lovende ud. Derfor kørte vi videre til Sayre, hvor vi valgte at gå sydpå til Mangum og dernæst videre vestover mod Wellington, hvor vi til sidst fangede den første og øverste af de byger, der lå som perler på en snor.

Vi blev mødt af utrolig flot struktur, wallcloud og inflowtail og masser af cg’er. Meget flot supercelle.

Samtidig længere mod syd begyndte navnlig én byge at se endnu mere lovende ud, så vi valgte (heldigvis) at rykke sydpå ved først at køre et godt stykke østpå for at undgå hailcoren. Vi nåede tilbage til Mangum, hvor vi endelig kunne trække sydover mod Altus.

Nu havde cellen det flotteste hook og så ekstremt lovende ud. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at komme derned.

Vi måtte hele tiden siksakke for at komme foran supercellen, der bevægede sig mod nordøst.

I Snyder kørte vi atter sydpå mod Manitou. Nu havde cellen et så veludviklet hook-ekko, at der bare måtte være en tornado på jorden.

Vi undrede os over, at den endnu ikke var tornadowarned.

Men der gik ikke lang tid, før den blev det.

Tjek lige det couplet!

I Manitou satte vi kursen vestpå mod byen Tipton.

Her blev vi mødt af den flotteste struktur, jeg nogensinde har set (tror jeg nok). Umanerlig smuk.

Og mens vi stod der, kom tornadoen. En flot kegleformet tornado. Desværre var den inde over byen, og vi så power flashes, hvilket er tegn på, at den har ramt noget.

Vi kunne kun blive der et kort øjeblik, da hagl på størrelse med baseballs havde kurs lige imod os.

Sindssygt hook!

Og så begyndte den vilde tornadojagt ellers. Resten af dagen lå vi og siksakkede foran bygen, der blev ved med at producere tornadoer.
Desværre var de ofte skjult af regn eller bjerge i Whicita Mountains, så vi kunne ikke se den. Men vi så vanvittigt flotte skyer og lyn.

Danny spotter et lyn.

Da mørket faldt på, smeltede bygerne sammen til én lang linje, der mest af alt bestod af kraftig regn, vind og torden.

Hele dagen havde man frygtet, at Oklahoma City kunne blive ramt af en kraftig tornado efter mørkets frembrud, men heldigvis slap Oklahoma med skrækken. Og så vidt vides i skrivende stund, kom ingen mennesker noget til. Der skete kun materielle ødelæggelser.

Vi endte i Norman, hvor vi spiste en god bøf på Outback Steakhouse. Bagefter tjekkede vi ind på Days Inn.

Jeg har mange timers videomateriale at redigere, men håber at kunne lægge noget op snart.
Men her er en lille teaser:

[youtube id=”UZBGLZDGPcY” align=”center” mode=”normal” aspect_ratio=”16:9″ maxwidth=”800″]
 

I morgen regner vi med at tage en slapper, før det atter går løs stort set hele ugen i Texas Panhandle især.

Vi har valgt det helt rigtige tidspunkt at chase på!

Dagen i dag blev en højdespringer med 800 km.

Godnat!
Kai-Asle

[map style=”width: auto; height:640px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” kml=”https://stormhunt.org/wp-content/uploads/16.05.15.kml”]

Related Images: