Dagens chauffører: Piloter fra Delta og SAS
Target area: København
Afstand: 8764 km
Dagens tema: Missede fly, laaang hjemrejse!!
Vejr: Varmt, fugtigt, tordenbyger
Menu: Morgenmad på motellet, mad i flyene.

Så var dagen kommet. Vi skulle hjem. En lang og trættende chase var forbi. Nu ventede en lang hjemrejse. Desværre blev den noget længere end ventet.
Vi mødtes ved bilen halv ni. Vi havde to timers køretur fra Ardmore til Dallas, hvor vi skulle flyve fra kl. 13.15.
Sarah var stået op for at sige farvel til os.
Vi kørte af sted ad I-35 syd mod Dallas. Undervejs så vi et Starbucks-skilt og trak hurtigt af motorvejen for at købe kaffe. Samtidig besluttede vi at vaske bilen, da vi alligevel var i god tid.
Efter at have famlet os vej gennem Dallas nåede vi lufthavnen, hvor vi afleverede bilen. Ham, der tog imod den, kunne konstatere, at vi havde tilbagelagt ganske mange kilometer. Hele 16.000! Wow. Benzinregningen bliver dyr i år.
Vi tog bussen hen i terminalen og tjekkede ind. Her fandt vi ud af, at flyet var forsinket. Udenfor voksede der nemlig store tordenbyger op. Derfor kunne der ikke lette så mange fly som normalt. Og det var kun starten på vores genvordigheder.

Da vi holdt ved startbanen, sagde kaptajnen, at vi var nummer syv i køen og ville lette om 20 minutter. Ikke godt, for vi skulle nå flyet til Paris med afgang 17.50 fra Atlanta.
Flyturen var rimelig begivenhedsløs. Vi var mødbankende efter de mange dage på farten, og søvnunderskuddet bevirkede, at vi næsten øjeblikkeligt faldt i søvn.
Stewardessen sagde, at vi nok ville få svært ved at nå flyet. Hun var så venlig at kalde ud og bede folk, der ikke skulle nå et fly, om at lade os komme af først.
Vi landede 16.20 og havde en halv time til at nå over i den terminal, der selvfølgelig lå længst væk. Vi skulle med lufthavnsmetroen og stormede af sted, så snart dørene blev åbnet.
Alting tog alt for lang tid. Og selvom vi løb som sindssyge, nåede vi lige akkurat ikke flyet til Paris. "Sorry, guys. You just didn't make it", fik vi at vide, mens vi så jumbojetten bakke væk fra gaten. Argh! Nedtur!
Vi henvendte os i serviceskranken, hvor Delta allerede havde sat os på et andet fly til Dublin, hvorfra vi skulle flyve videre til København med SAS. Det gav os halvanden times pause, som vi benyttede til at shoppe lidt toldfrit.
Turen til Dublin gik fint. I Dublin skulle vi så have billetter til København. Vi henvendte os hos Delta, der sagde, vi skulle gå hen til SAS. Her sagde man, at vi skulle gå hen til Delta. Gudfader! Nå, men vi skruede charmen på og sagde til damen, at hun da bare kunne give os tre billetter på business class, for vi var helt bombede og trængte til lidt luksus. Lidt må hun have hørt efter, for vi fik pladser på rækkerne 3 og 4, altså næsten helt oppe foran på Economy Extra. Her er der fuld forplejning.
Og SAS-reklamen "Næsten hjemme" er ikke helt ved siden af. For vi blev stopfodret med rugbrød og stærk kaffe af vores venlige steward Christian. Dejligt.
I lufthavnen blev vi hentet af Vagn. Vi satte først Thomas af i Vanløse og kastede os så ud i den voldsomme myldretidstrafik kl. 16.20 fredag eftermiddag op til pinse!
Men det gik, og vi nåede helskindet hjem. Per drak en hurtig kop kaffe og satte sig dernæst ind i sin trofaste røde Mondeo og tøffede hjem til Kalundborg.
Jeg hyggede lidt med familien, hvorefter jeg styrtede bevidstløs om i køjen.

Det var det. Årets chase er forbi. Som sagt kommer der en opsummering lidt senere, så kig forbi i ny og næ.

Tak til alle jer, der har fulgt med på bloggen og skrevet mails, sms'er og kommentarer.

Vi ses måske igen en anden gang.

Hilsen
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Oklahoma
Afstand: 776 km
Dagens tema: Isolerede superceller, rainwrapped tornadoes, chaser convergence!!
Vejr: Varmt, fugtigt, superceller
Menu: Morgenmad på motellet, sandwich, Ihop.
Dagens rute:

Dagen i dag blev opgraderet til en high risk dag. Det vil sige, at der var stor sandsynlighed for voldsomt vejr. På den såkaldte Torcon-skala på the Weatherchannel var der varslet 9/10. Det vil sige, at der var 90% sandsynlighed for tornadoer. Det bliver ikke meget højere end det. Derfor var der da også store forventninger til dagen, men også en vis skepsis, da vi tidligere har oplevet, at en high risk-dag løb ud i sandet.
Nå, men vi tog i hvert fald af sted fra Amarillo kl. ni om morgenen. Vi skulle til Oklahoma, hvor vores foreløbige target area var Weatherford. Undervejs spiste vi frokost på et cafeteria. De andre tog en pizza-buffet med salat, mens jeg snuppede et par sandwich. Jeg var ikke i stødet til buffet.

Da vi kom til Weatherford, tog vi atter opstilling på en tankstation, hvor vi ventede og ventede. Vores unge venner fra Indiana dukkede op for at chase med os igen. Det var varmt, fugtig og solrigt, og der blæste en frisk vind fra sydøst. Og det er gode tegn, for så bliver der transporteret en masse fugt fra Den Mexicanske Golf op i Midtvesten. Ventetiden var lang, men vi mødte som altid mange andre chasere, som man kunne få en god snak med.
Omkring firtiden begyndte det at poppe nordvest for os oppe omkring Putnam. Bygen så god og sund ud, så vi besluttede at chase den.

Jeg tager mig lige en slapper

Da vi nærmede os, kunne vi se en imponerende ambolt højt på himlen. Da vi ankom, kunne se, at samtlige chasere i USA havde fået samme idé som os. For nok en gang var der et sandt mylder af chasere, forskere og lokale. Og der var om muligt endnu flere end den foregående dag.

Her er vi på vej op til bygen

Til forskel fra den foregående dag var det hp-superceller. Hp står for high percpitation, det vil sige kraftig nedbør. Og selvom de er flotte, er de også meget farlige, da nedbøren kan skjule eventuelle tornadoer. Derfor var vi nødt til at være ekstra varsomme.

Ambolten ses bag cumulusskyerne

Her ses bygen på afstand

For anden dag i træk oplevede vi tornadosirener, mens vi befandt os i en by i myldretid. Og vi vidste, at der kunne være tornadoer i bygen, der var på vej. Men vi slap helskindet ud af byen og fortsatte chasen.
På et tidspunkt, hvor vi var stået ud af bilen for at tage billeder, bemærkede jeg en kvinde lige bag os, der begyndte at fotografere os. Wåt?! Så kom hun hen til os og spurgte, hvad vi hed, og hvor vi kom fra. Det viste sig, at hun var en journalist fra Oklahoma City, der var ved at skrive om stormchasere.

Vrimlen af chasere var ved at drive os til vanvid. Flere gange måtte vi holde i kø. Og på et tidspunkt fik vi virkelig sved på panden, da vi var kørt ind på en grusvej for at komme helt ind under bygen. Nedbørfeltet med 10 cm store hagl lå tæt på os, og vi måtte ganske snart vende om. Men det var lettere sagt end gjort, for som sagt var der bunker af chasere og forskere, og det føltes som København i myldretid. Haglfeltet rykkede tættere og tættere på, og vi begyndte at få sved på panden. Vi skulle væk, men det var umuligt. Vi kørte 20 km/t. og kunne intet stille op.
Ligesom de første hagl begyndte at falde, slap vi endelig væk fra grusvejen og kunne få fart på.

Over scanneren kunne vi høre Vortex rapportere om tornadoer inde i bygen. Desværre var de skjult af nedbør, så vi kunne ikke se dem.
Til sidst besluttede vi at droppe bygen og rykke sydpå, hvor nye byger var ved at blive dannet. Vi kørte derfor ned syd for Oklahoma City, samtidig med at vi i radioen kunne høre, at der var rapporteret om store hagl og tornadoer med skader til følge.

DOW 7

Da vi ankom, så vi den imponerende flotte supercelle, der havde den karaterisktiske afrundede form med riler. Et tydeligt tegn på rotation.

Vi chasede videre i det tiltagende mørke, og holdt til sidst inde ved en mark for at spejde efter walclouds og eventuelle tornadoer. Lynfrekvensen var meget høj, og Thomas og Per trådte af på naturens vegne, men de udstødte: "This is the greatest restroom in the world!" Det kan man kun give dem ret i.

Vi blev enige om at afslutte chase, da det var sent om aftenen, og da vi skulle ordne bilen og aflevere den i Dallas næste dag før hjemrejsen. Vi kørte ind på en tankstation for at fyklde benzin på, hvor vi mødte en anden chaser, der ofte havde fulgt os på streamen. Jason Young, hed han. Han skrev en hilsen til os på Stormtrack.

Bygen set på Barons radar. Vi er den hvide bil i midten af cirklen.

Bagefter kørte vi til Armore for at få en bid brød. Og vi sluttede passende af på Ihop, hvor jeg fik en dejlig T-bone steak med spejlæg, hashbrowns og pandekager. Mums. Per havde bestilt omelet med kartoffelmos. Pludselig, mens vi sad og spiste og snakkede, begyndte Per at rømme sig. Først lidt, men så mere og mere. Samtidig blev han stadig mere rød i hovedet. Nu begyndte vi at blive bekymrede. "Per, er du okay?" Han svarede ikke og var nu ildrød i hovedet. Skal vi ringe efter en ambulance, men det sagde han nej til ved hjælp af diverse fagter. Til sidst fik han endelig luft igen. Puha, sikken forskrækkelse, ikke mindst for Per selv. Det viste sig, at et stykke kartoffelmos havde sat sig på tværs i halsen.

Warmsector, der jo ikke skulle hjem, ville tjekke ind på Super 8 lige ved siden af. Per, Thomas og jeg havde ellers aftalt at køre helt til Dallas, der lå et par timers kørsel derfra, men det var tæt på midnat, og vi var smadrede. Derfor besluttede vi at gøre det samme. Så vi kørte hen til Super 8, hvor vi brugte den næste halvanden time med at rigge bilen af. Det vil sige afmontere antenner, fjerne ledninger, banke måtter, vaske paneler og lister af samt tømme bilen fuldstændigt for skrald.
Da vi var færdige med det, drak vi en enkelt hurtig med Warmsector og takkede pænt af for dette års alt for korte chase sammen med dem.
Nu var klokken blevet to om natten. Vi skulle op klokken otte og af sted ved halvnitiden. Derfor valgte jeg ikke at skrive blog, og derfor kommer den først nu. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for hjemrejsen gik langtfra let og smertefrit. Men det kan I læse i mit næstsidste blogindlæg, for der kommer også en epilog, altså en opsummering af årets chase om et par dage.

Hilsen
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Texas Panhandle nord
Afstand: 572 km
Dagens tema: Dryline setup, TORNADOER!!
Vejr: Skyet, blæsende, monstersupercelle
Menu: Morgenmad på motellet, sandwich, McD's.
Dagens rute:

Så lykkedes det endelig! Vi fik set flere tornadoer og en ualmindelig flot supercelle, der bevægede sig langsomt mod øst.
Vi tog af sted fra Amarillo ved titiden og satte kursen nordpå mod Dalhart. Vejret var præget af kedelig dansk stratussuppe, blæsende og småkøligt. Forventningerne var ikke just i top, men ifølge udsigterne skulle der i dagens løb blive dannet en dryline, som skulle bevæge sig fra New Mexico og ind i Texas Panhandle. Lige umiddelbart i nærheden af den skulle der sidst på eftermiddagen blive dannet superceller med store hagl og tornadopotentiale. Spørgsmålet var bare hvor.

Vi besluttede at rykke en anelse længere nordpå til Boise City, hvor vi tog opstilling på en tankstation og ventede og ventede og ventede… Efterhånden kom andre chasere til fra Indiana, Illinois, Pensylvania og England. Til sidst var vi en stor flok, der sludrede, udvekslede historier og target areas. Det var rigtig hyggeligt. Efter nogle timer begyndte utålmodigheden at indfinde sig, men at chase er også at vente.
Pludselig dukkede der en lille, grøn plet op på radaren. En lille diskret byge var poppet små 80 km mod syd omkring Dumas.

På vej mod bygen

Vi besluttede at satse på den og ræsede derfor imod den. Undervejs eksploderede den nærmest. Måske havde vi valgt den rigtige storm. Det var i alt fald den eneste, der var inden for rækkevidde.

Da vi ankom, var stormen allerede tornadowarned. Og den tårnede sig fantastisk smukt op foran os. Området var i den grad præget af chaser convergence, det vil sige et mylder af chasere, forskningsteams, politi, sheriffer og lokale, der var ude for at se på stormen. Per måtte holde tungen lige i munden og passe på biler, der klodsede bremserne, folk, der sprang ud af bilerne og stormede over vejen.

Stormen blev ved med at udvikle sig eksplosivt og var et skoleeksempel på, hvordan en supercelle ser ud. Man kunne se inflowbands, skystriber tæt på jorden, hvor stormen trækker fugt ind, hailshafts, områder med store hagl, lyn og torden. Og så skete det… Den dannede en tornado på den sydøstlige flanke. Den stod et godt stykke væk, men den var der, og jublen var stor.

Vi måtte hele tiden rykke lidt mod øst for at holde os fri af nedbøren. De to chasere fra Indiana havde spurgt, om de måtte køre efter os, da de ikke havde mulighed for at komme på nettet. Selvfølgelig måtte de det. Og de var helt oppe at ringe. Hver gang vi standsede og steg ud, stod den ene og ævlede i telefon. Det viste sig, at de via deres mobiltelefon lod sig interviewe på deres hjemmeside. Folk kunne stille dem spørgsmål, og de svarede så live fra felten. Det var nogle rigtig fine fyre.

Radarbillede af bygen, vi chaser. De røde cirkler er rotation.

Vi rullede nu ind i byen Dumas, hvor tornadosirenerne hylede ildevarslende. Det var midt i myldretiden, så det gik langsomt. Supercellen nærmede sig faretruende, og pludselig brølede Sharon i radioen: ”Tornado on the ground. This town is gonna get hit!” På vores venstre side lå skyerne nærmest på jorden, samtidig med at de roterede. Nu skulle vi altså bare væk. Samtidig hørte vi på vores scanner Vortex 2-teamet rapportere en rotation på over 2 km ind over byen! Wow!
Et stykke uden for byen holdt vi atter ind til siden og så små hvirvler, der bevægede sig hen over vejen. Køen af chasere, Vortex 2 med mere lignede mest af alt motorvejen ved Roskilde omkring myldretid.

Men kors, hvor var det dog et mageløst syn at se den fantastisk smukke supercelle bevæge sig langsomt forbi os.
Sådan fortsatte vi dagen igennem. Da vi nåede til byen Stinnit, blev vi igen mødt af hylende tornadosirener. Men vi skulle altså lige træde af på naturens vegne. Så vi skyndte os ind på en tankstation, hvor de fleste døre var låst, og hvor folk så meget skræmte ud.

Hagl

Bagefter ræsede vi ud af byen og holdt ind til siden på en bakketop. Og så skete det igen. En meget smuk og større tornado blev dannet lige foran os. Vi jublede højlydt.
Nedbøren nærmede sig, og vi blev atter nødt til at flytte os. Inde i bilen lå der en sms fra Mette. ”Det var en flot tornado, kommer du så hjem nu?” Hun havde fulgt os og set tornadoen blive dannet på streamen, selvom klokken var mange hjemme i Danmark. Så det kan altså betale sig at blive hængende til ud på de små timer.

Et rumskib

En tornado er ved at dannes i bygens højre side

På grund af det elendige vejnet måtte vi til sidst opgive stormen og valgte at gå efter en anden storm længere mod nordvest. Vi kørte derfor ud ad en landevej, hvor bygen havde passeret. Her lå der store mængder hagl, og der var omfattende oversvømmelser. Så omfattende, at vi til sidst måtte vende om, da vi ikke turde køre gennem vandmasserne, der fossede fra markerne og ud over vejen med stor kraft, der er en brusende elv værdig.

Vi fik dernæst manøvreret os op i nærheden af den nye storm små 100 km vestpå, der desværre ikke udviklede sig yderligere. Vi afbrød derfor chasen og besluttede at køre os i stilling til morgendagens brag, der også er vores sidste chasedag herovre.

Det er en mark, ikke en sø!

Undervejs havde Warmsector redigeret lidt tornadovideo til TVN og skulle uploade det. Så vi holdt ind på en parkeringsplads ved et motel for at suge deres internet. Her mødte vi tilfældigvis Tim Samaras og Tony Laubach, som også medvirker i Discovery-serien ”Stormchasers”. Så nu er ringen næsten sluttet.
Vi kørte tilbage til Amarillo, hvor vi tjekkede ind på La Quinta. Her sluttede vi den succesrige dag af med en lille en. Mens vi gjorde det, kunne Paul fortælle, at han havde fået mail om, at vi havde fået solgt videoen til ”Good Morning, America” (G’Morgen, Danmark). Sådan! Nu får vi endelig lidt mønt for vores besvær. Vi har en stående aftale med Warmsector om at dele alle indtægter, uanset hvem af os der har filmet/fotograferet det.
En lang, men god dag lakker mod enden. Vi fik endelig set tornadoen. Og jeg glæder mig især på Pers og Thomas’ vegne. De gik jo glip af de 17 tornadoer, jeg så i 2008, da jeg valgte at forlænge min chase herovre. De virker heller ikke så frustrerede mere. :-)
Vi er trætte, forslåede, ædt op af diverse insekter, men vi er meget glade og ovenud tilfredse. Og nu har vi ikke noget imod at rejse hjem på torsdag. Så, kære familie, jeg kommer hjem på fredag, hvis ellers Kevin (vulkanen) tillader det.
I skrivende stund er klokken tre om natten, lokal tid. Vi skal af sted senest klokken ni for at nå fra Amarillo til Oklahoma City, før bygerne initierer, popper, omkring 16-tiden. Vi slutter af med et brag, lader det til. Der tales om mulighed for meget voldsomme tornadoer i Oklahoma, samt en uhyggelig stor risiko for hagl.

Faktisk er haglrisikoen helt oppe på 60%!!! Det har jeg aldrig nogensinde set før. Det skulle da lige passe, at vi får smadret bilen den allersidste dag af vores chase. Nå, men følg med i morgen. Vi vil gøre vores bedste for at holde streamen kørende. Det er et skodområde, hvad internetforbindelse angår, men vi prøver alt, hvad vi kan. Det bliver en meget laaang dag, og vi skal være i Dallas lufthavn torsdag formiddag kl. 11. Puha. Der er dømt sovning på flyveren hjem.

De bedste tornadohilsener
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Texas Panhandle
Afstand: 378 km
Dagens tema: Transportdag
Vejr: Varmt og solrigt, isolerede tordenbyger i området
Menu: Morgenmad på McD's, Big Texan igen!
Dagens rute:

Dagen startede meget sløvt med, at Paul prøvede at få aktiveret et af sine datakort hos en Verizon-forhandler.

Mindre system på vej ind med let spredt torden

Det tog en krig, og til sidst måtte vi køre med uforrettet sag.

Planen i dag var at køre os i stilling til to forhåbentlig rigtige gode chasedage i det mest perfekte terræn, der findes. Texas Panhandle.
Derfor satte vi kursen mod Lubbock. Undervejs kørte vi igennem områder, der var stærkt oversvømmede. Flere marker stod under betragtelige mængder vand.

Da prognosen i løbet af turen blev opdateret, valgte vi at rykke længere nordpå mod Amarillo, hvor vi jo var for et stykke tid siden. Men til forskel fra sidste gang er her nu dejlig varmt. Omkring 28 grader.

Vi tjekkede tidligt ind på turens hidtil billigste motel, 43 dollars. Men det præger værelserne altså også præg af, skulle jeg hilse at sige. Pyt med det.
Om aftenen spiste vi nok en gang på Big Texan. Heller ikke denne gang gik jeg om bord i kæmpebøffen, men nøjedes med den noget mindre bøf på 350 g. Den smagte om muligt endnu bedre end sidste gang.
Bagefter blev der lige tid til lidt lynshopping i Target. Der var dog ikke meget tid, så detg blev kun til de allernærmeste. Sorry, folks!
Vi var tilbage på motellet ved nitiden om aftenen, hvor vi sluttede af med en øl og en sludder, og så var den dag forbi.

Det var vigtigt at komme tidligt i seng i dag, for i morgen skyder vi de sidste to dages chase i gang, og det ser rigtig lovende ud. Måske får vi tornadoen i kassen, dagen før vi tager hjem. I morgen kommer det til at foregå i Texas Panhandle, der er et drømmeområde at chase i. Onsdag bliver det formentlig Oklahoma og det nordlige Texas. Torsdag morgen skal vi aflevere bilen i Dallas, før vi skal flyve hjem... Hvis altså Kevin tillader det. (De, der har set Daily Show, ved, hvad jeg mener). Desværre er de også begyndt at snakke om lørdag. De sammenligner den faktisk med den 22. maj 2008. Og hvad skete der dér? Jo, jeg blev hængende herovre i yderligere fem dage, mens de andre tog hjem. Og jeg så i alt 17 tornadoer! Så det er meget fristende at blive hængende, men det koster også.
Nå, vi må se...

Kan I hygge!
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Det centraleTexas
Afstand: 500 km
Dagens tema: Flere tyske chasere, gensyn med Sunshine Cafe, politi, lynfotos
Vejr: Meget varmt og fugtigt, isolerede aktive tordenbyger henunder aften
Menu: Morgenmad på Sunshine Cafe, Spaghetti med kødsovs
Dagens rute:

I nat overnattede vi på Days Inn i Junction, Texas, hvor vi også overnattede i 2007 efter vores voldsomme hagluvejr(læs mere på bloggen fra 2007). Det  var faktisk ret hyggeligt.
To tyske chasere havde også overnattet på motellet, så selvfølgelig faldt vi i snak med dem og udvekslede billeder og historier. Vi besluttede at tage hen på Sunshine Cafe for at spise morgenmad/frokost=brunch.

I 2007 fik jeg en megastor burger der. Vi var dog ude efter morgenmad, men det serverede de ikke efter 11. Så valgte jeg catfish(malle), men det var udsolgt, så det endte med en stor bøf i stedet med fritter, grøntsager, brød, sweet tea, og kaffe.

Vi sludrede rigtig godt med tyskerne. Den ene, Jörg, var ivrig chaser, mens den anden, Niels, var med for selskabets skyld. Jörg var også gift, og sjovt nok var hans kone i den grad til heste. Og hun var vistnok også uddannet hestetræner. Så der var visse ligheder. Vi aftalte, at vi da helt klart måtte chase sammen i Tyskland i løbet af sommeren.

De havde chaset sammen i tre uger, og navnlig Niels var træt. Derfor ville de ikke chase i dag, men køre i stilling oppe i Texas Panhandle, flere hundrede miles mod nordvest. Vi ville chase det slight risk-område, der var i det sydvestlige Texas. Så vi udvekslede e-mail-adresser og sagde pænt farvel til Jörg und Niels. Viel spass.
Klokken var nu blevet alvorligt mange, og SPC ændrede deres udsigt til det allernordligste Texas og store dele af Oklahoma. Argggggghhhh!!! Der kunne vi umuligt nå op.

Fazoli's. Her spiste vi aftensmad.

Derfor blev vi enige om at køre i stilling til næste dags chase i Childress, 400 km væk. Undervejs poppede et par pæne isolerede byger op, og vi besluttede at chase dem, om ikke andet så for at få et par lynfotos. I Texas er vejene excellente. Om dagen må man køre 70 mph (110 km/t.) på landevejene, men om natten kun 65. Vi ræsede af sted med til tider 90. I en lille by holdt der en politibil. Da vi nærmede os, blev de blå blink tændt, og vi måtte køre ind til siden. Strisseren var en stor mand. Han kom hen til bilen og fortalte mig, at man kun må køre 65 om natten. Og jeg sagde: "Oh, I', so sorry, officer. I didn't know." Han fortalte, at vi havde kørte 78 mph igennem byen. Men han var utrolig flink og lod os slippe med en advarsel. Alt imens lynene blinkede lystigt mod nord.

Så snart han var væk høvlede vi til den for at nå op til bygen.
Det pudsige var, at tordenbygen lå i nærheden af Crowell, hvor vi sidste år fik ramponeret vores bil af store hagl. Vi var ikke rigtig i stødet til en gentagelse.
Da vi nærmede os, holdt vi ind på en grusvej for langt om længe at tage lynfotos. Mens vi stod derude på Lars Tyndsk.... marker, blev vi i den grad ædt op af et væld af insekter i den varme, fugtige luft. Men det var dét værd.

Til sidst kørte vi ind til Crowell og søgte tilflugt på en tankstation for at lade bygen passere os. Men den gjorde ikke meget væsen af sig.
Så omkring midnat satte vi kursen mod Vernon, hvor vi tjekkede ind på Days Inn og hyggede over et par øl og et par whisky'er, så jeg vil ikke  drages til ansvar for eventuelle stavefejl. :-)

Det var dagen. De sidste tre dage af vores chase ser meget aktive ud, så kære familie, der bliver nok ikke tid til de sædvanlige gaveindkøb. Og Per er frisk på at blive nogle dage ekstra, hvis det bliver nødvendigt. Vi må se.

Hasta la vista
Kai-Asle

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Det sydvestlige Texas
Afstand: 640 km
Dagens tema: Warmsector, chase
Vejr: Endelig sol og varme krydret med et par flotte tornadowarned tordenbyger
Menu: Morgenmad på Super 8, ny morgenmad på Huddle House
Dagens rute:

I nat ringede Marc fra Warmsector til mig. Han var på vej fra Arizona og skulle oprindeligt aflevere sin bil i Lubbock, Texas. Det var meningen, vi skulle være kørt derop i går, men vi var for trætte og tjekkede ind på Super 8 i Odessa. Dernæst ringede vi til Marc og sagde, at han skulle tjekke ind på et motel i Lubbock og få noget søvn. Vi skulle nok betale. Som sagt ringede han så senere til mig og sagde, at han kunne aflevere bilen tæt på Odessa, og at han derfor ville tjekke ind på vores motel.
Så i morges stod vi op og spiste morgenmad klokken ni. Og så gik vi i seng igen og sov til halv elleve. Da vi tjekkede ud, mødtes vi med Marc. Resten af Warmsector var på vej fra Florida og var faktisk nået til det sydvestlige Texas, hvor der var pæne chancer for at par gode superceller med tornadopotentiale. Nogle modeller viste også mulighed for bygedannelse i New Mexico, hvor vi gerne ville hen. Men Marc, der jo er uddannet meteorolog, syntes, chancerne var bedre mod sydvest, så vi besluttede at køre derned.

Men først spiste vi på Huddle House, der er en finere udgave af Waffle House. Her fik vi lækker morgenmad, og jeg smagte langt om længe "grits", der minder lidt om risengrød. Grits hørte jeg første gang om i filmen "Min fætter Vinny" med Joe Pesci.
Udenfor mødte vi tre mænd, der satte pris på klart vejr. De var nemlig astronomer. Så det var spøjst at snakke med dem. De vil have klart vejr, mens vi vil have overskyet vejr.

Efter maden satte vi kursen sydpå mod Sonora, hvor vi rent faktisk var i går.
Her mødtes vi omsider med resten af Warmsector, og nu var alt, som det plejer.

En tankstation i det sydlige Texas

Et par lovende celler var skudt i vejret lige nordøst for Sonora, og vi ræsede derop. Den bageste af cellerne var tornadowarned, men for at komme hen til den måtte vi corepunche den første, hvor der tidligere havde været hagl. Det endte med kraftig regn. Og det i område, hvor der lynhurtigt kan opstå oversvømmelser, de såkaldte flashfloods. Flere af vejene går op og ned i dybe lavninger, hvor vand kommer strømmende fra de tilstødende bjergskråninger. Et farligt område i kraftig regn. Warmsector sparkede som sædvanlig til den, og Thomas måtte kæmpe for at holde trit med dem.

Marc

Undervejs mødtes vi atter med drengene fra North Carolina, som vi havde mødt oppe i Kansas nogle dage tidligere. Alle tiders gutter, som vi fik en sludder med.

Sara døber og velsigner vores bil

Vi chasede videre af mere og mere snørklede veje med fritgående køer, og på et tidspunkt sprang en hjort lige ud foran bilen. Heldigvis nåede den helskindet forbi.
Vejen blev mindre og mindre og endte til sidst i noget, der mest af alt lignede en flod, men vi kom igennem.

Paul

Bygen havde en flot struktur, men var ved at blive mindre, så til sidst indstillede vi chasen og blev enige om at køre til Fredericksburg for at spise. Alene navnet klinger lidt tysk. Og da vi rullede ind i byen, stod der da også "Gästhaus", "Opa's Sausages", "Biergarten" med mere. En vaskeægte turistfælde. Men det var nu alligevel rart at opleve en by med fortove, masser af fodgængere og fortovsrestauranter.

Vi spiste på Auslander. Og hvad spiser man så der? Wienerschnietzel mit dem ganzen schweinerei, natürlich.
Mens vi spiste, ankom Randy Denzer, som jeg mødte i 2007 i samme område. Han er uddannet brandmand og deltog blandt andet i redningsarbejdet i Greensburg efter den altødelæggende EF5-tornado. Når han ikke arbejder, chaser han for fuld skrue. Og det var fedt at se videooptagelser, som han selvfølgelig havde med, og høre ham fortælle historier fra sine mange chaseture. Senere kom Bil Tabor, hvis navn jeg ofte har set på amerikanske vejrdebatforaer. Han er en haj til at chase og har angiveligt nogle helt forrygende tornadooptagelser. Han kunne også fortælle nogle spændende historier.

Da klokken var elleve, var vi alle ved at være trætte, og vi takkede nej til at tage med gutterne hen på et bryggeri.
Vi kørte til Junction, Texas, hvor vi overnattede i 2007, efter at vi havde fået ødelagt vores bil af store hagl for første gang.
Vi sluttede af på mit værelse med øl og whisky og en kort sludder.

Bagefter var der dømt dyner.
Så jeg takker også af nu. I morgen er der ikke så store chancer for vejr, men vi må se.

Kan I hygge.
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Det vestlige Texas
Afstand: 1100 km
Dagens tema: Chase
Vejr: Masser af regn, flotte tordenbyger
Menu: Morgenburger på Wendy's, aftenburger på Dairy Queen (bvadr!!)
Dagens rute:

Dagen i dag har stået i regnvejrets tegn. Kaskader af vand har væltet ned det meste af dagen, og vi så flere lastbiler, der var forulykket. Så det blev en våd affære, men vi fik da set flotte skyformationer, lyn og oplevet spænding.
Vi kørte fra Abilene ved 11-tiden i let torden og småregn. Det var ikke noget, vi gik efter. Vi satsede på området længere vestpå, hvor en næsten stationær varmfront sørgede for den fornødne energi til dannelse af superceller. Fronten dannede en konvergenszone, hvor to forskellige vindretninger mødes, stiger til vejrs og giver løftet til dannelse af byger.

På vej vestpå ad interstaten (motorvejen), begyndte bygerne at poppe syd for os. Klokken var kun omkring halv to, og vi var faktisk i gang med at chase. Ret hurtigt blev de største af bygerne severe warned. De var ledsaget af hagl på op til 9 cm og kraftig nedbør og vind. Jo, chasen var i sandhed i fuld gang.

Cellen er på vej op sydfra

Jeg elsker Texas. Vejene er gode og fortrinligt afmærkede… men der er bare ikke ret mange af dem. Forstået på den måde, at der ikke er så mange at vælge imellem. Nå man chaser superceller, vil man for alt i verden ikke corepunche dem, det vil sige køre igennem dem. Man arbejder sig rundt om dem for at komme ned i den sydlige del af cellen, hvor man er fri af nedbøren, og hvor der kan dannes tornadoer. Men hver gang vi prøvede at komme sydpå, var der enten ingen veje, der gik øst/vest, eller også var det små grusveje, som vi bestemt ikke ville ud på i den kraftige regn. Derfor var det en besværlig og til tider frustrerende chase.
På et tidspunkt besluttede vi at køre ind på en af de sædvanlige tankstationer og lade en supercelle passere os. Den havde flere shearmarkers, det vil sige radarindikeret rotation. En af dem var på hele 138 mph. Det plejer at være tegn på, at der er en tornado. Vi stod under halvtaget og spejdede, men den kraftige regn gjorde det umuligt at se noget. Pludselig gik tornadosirenen i gang, vinden tiltog voldsomt, det begyndte at hagle… og så gik lyset ud. Nu blev det for alvor spændende. Vi var parat til at drøne østpå væk fra bygen, hvis det var.

Flere lokale var begyndte at stimle sammen omkring os og spurgte, om der var en tornado. Nogle ringede hjem til kæresten og sagde, at de var i gode hænder, fordi de stod sammen med nogle stormchasere. Vi sagde, at vi ikke var helt sikre, men at der formentlig var en tornado skjult bag regnen, og at de ikke burde køre ind i det. Flere fulgte klogeligt vores ”ekspertråd”. Men et par gutter sagde: ”We have to go that way”! Nå, det måtte de jo selv om. De var i alt fald advaret.
Vinden blæste fra flere forskellige retninger, og vi var nødt til at køre, hvis vi fortsat ville chase cellen.

Derude, mod sydvest, skjulte der sig måske en tornado bag regnen

Radarbillede af supercellen. Vi er den hvide bil i midten af ringen.

På højre billede ses et muligt couplet. Radaren ser to modsatrettede vindretninger. Tegn på rotation.

Nu begyndte vi langsomt, men sikkert at bevæge os længere og længere mod syd. På grund af lavthængende skyer var det svært at se struktur i bygen, men kortvarige opklaringer gjorde det fra tid til anden muligt.

Sådan fortsatte vi dagen igennem. Vi prøvede konstant at komme ned syd for bygerne, men hver gang radaren blev opdateret, var de lige rykket et skridt tættere på vejen. Derfor måtte vi hele tiden skifte kurs. Det var dødfrustrerende. Vi skulle jo bare lige derned, men der var ingen vej, eller også ville vi blive ramt af store hagl undervejs.

Wallcloud på undersiden af skybasen

Til sidst måtte vi se i øjnene, at det var en ulige kamp. Vi kunne næsten ikke komme foran den store bygelinje, det nu var blevet til.

Vi ligger nord for cellen og skal sydpå. Lilla boks er tornado warned, rød severe

Satellitbillede af de mange tordenbyger

Derfor holdt vi ind på en Dairy Queen lige vest for Sonora. På denne strækning oplevede vi i 2007 at få bulet vores bil af kæmpehagl. Det gad vi ikke prøve igen, så mens vi satte tænderne i en klam burger, rasede uvejret udenfor for fuld styrke. Der var mange flotte lyn. En god afslutning på en lang chasedag, der startede forbløffende tidligt.
I morgen mødes vi formentlig med Warmsector. Mark har været i Arizona og støder til i Lubbock, Texas, mens de andre kommer fra Florida.

Man forstår, hvorfor der var flashflood warning(oversvømmelse)

Der er atter slight risk for området, så forhåbentlig bliver dagen lige så travl som den nys overståede.

Nu skal jeg godt nok knalde brikker.

Vi hörs!
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Texas
Afstand: 960 km
Dagens tema: Transport, chase
Vejr: Småkøligt, laaang køretur, små, beskedne tordenbyger
Menu: Sandwich, donuts, FISK på Chili's i Abilene, Texas
Dagens rute:

Dagen i dag bød på en ti timer lang nonstop køretur krydret med en smule chase sidst på dagen.
I morges holdt vi et lille møde for at blive enige om, hvad vi skulle gøre. Der var udsendt slight risk for området langt øst for os. Skulle vi køre helt derud og chase og så køre flere tusinde kilometer tilbage til Texas, eller skulle vi droppe det og køre til Texas for at være parat til morgendagens slight risk i det vestlige Texas?
Vi valgte det sidste, da setup'et østpå tydede på bygedannelser sent på dagen, der hurtigt ville blive linære. Det var ikke fristende nok at chase.

Vi satte derfor kursen mod Wichita Falls i det nordlige Texas, hvor der var en meget lille chance for noget vejr.
Undervejs så vi Tiv2 for 117. gang. Det er jo ved at blive en vane. Vi besluttede os for at lave lidt sjov med dem. Thomas skrev med ekstremt store bogstaver på sin laptop "TEXAS??". Det var så planen at vise den til dem, når vi passerede, som for at spørge dem, om de skulle derned. Desværre lod det til, at Tiv2 fik motorproblemer, og de drejede fra, lige før vi nåede op til dem. Æv.
Da vi nåede ned  det sydlige Oklahoma, begyndte bygerne at poppe længere mod syd i Texas. Og nu var der udsendt slight risk for området, så vores beslutning var helt rigtig.

Bygerne var i deres indledende fase, maturing phase, og vi håbede på, at nogle af dem kunne blive severe.
Desværre regnede de sig selv ihjel. Der var ikke shear nok til, at de kunne rotere og skubbe nedbøren væk fra kernen. Derfor endte de med at blive rimelig forkølede og mindede mest af alt om et par danske tordenbyger. No offence!

Kl. 21.30 rullede vi ind på parkeringspladsen foran Chili's i Abilene, Texas. De af jer, der har læst de foregående års blogge, ved, at byen nærmest er vores andet hjem. Her har vi hvert år overnattet, spist, shoppet og badet. Our second home.

Per blev snydt for en fødselsdagsmiddag, da det blev så sent på dagen. Derfor gav Thomas og jeg middag og øl. Per valgte en lækker salat med rejer, mens Thomas valgte sin foretrukne chicken cesar salad. Jeg valgte min livret: grillet laks med hvidløg, grøntsager og ris. Mums!
Ja. Det var så dagen i dag. Ikke vildt ophidsende. Men i morgen aften mødes vi måske endelig med hele Warmsector-teamet. Og det glæder vi os meget til.

I morgen har vi som sagt slight risk herfra og vestpå. Der er mulighed for en isoleret supercelle med flot struktur og masser af lyn. Vi må se.

Og så er vi altså bare nødt til at prale lidt. Reed Timmer er ellevild med os! Tjek lige hans Twitter: http://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=122436621101700&id=166805519168

Husk at kigge i Videodagbogen. Klik på Video i menulinjen foroven og vælg videodagbog.

Hav det godt.
Kai-Asle

Dagens chauffør: Thomas, Per
Target area: Det sydlige Kansas
Afstand: 742 km
Dagens tema: Linære storme, nervepirrende kørsel, udmattelse
Vejr: Varmt, fugtigt, squalline af superceller midt på eftermiddagen
Menu: Morgenmad på Ramada Inn, McDonald's, Flying J's
Dagens rute:

I dag stod vi op til meget varmt og fugtigt vejr. Vi befandt os i endnu et slight risk-område. Men de bedste værdier lå længere nordpå. En simuleret radar-prognose viste, at en isoleret celle ville blive dannet omkring kl. 15 på grænsen mellem Oklahoma og Kansas. Derfor rykkede vi østpå ud til Interstate 35 og trak nordpå mod Wichita.

Undervejs holdt vi hele tiden øje med både satellit og radar. Da klokken nærmede sig tre om eftermiddagen, begyndte der ganske rigtigt at poppe celler op nær grænsen. Imponerende prognose.

Vi ligger oppe til højre i billedet. Cellen, mens den endnu er isoleret.

Vi trak lidt vestpå, samtidig med at cellerne nu udviklede sig eksplosivt.

Wallclouden

Pludselig var vi helt inde under basen af den bedste af cellerne og havde udsigt til en flot wallcloud. Vinden friskede voldsomt op, lynene blinkede uafbrudt, og vi ønskede brændende, at den ville smide en tornado lige foran os. Det blev til nogle vage forsøg, før en flot gustfront kom så tæt på os, at vi var nødt til at vende om og køre den anden vej. Ude på markerne blev jord hvirvlet rundt og trukket op i luften i det, der lignede en gustnado.

Nu gik den vilde tornadojagt. Bygerne, der nu var begyndt at lægge sig på linje, bevægede sig i en nord/nordøstlig retning. Vi lå og krydsede lidt vestpå, så nordpå, og så vestpå igen for at blive på bygernes sydøstkant, hvor tornadoer typisk dannes. Hele tiden holdt vi øje med eventuelle hagl på radaren.

Radarbillede af bygelinjen, vi chasede.

Satellitbillede af selv samme bygelinje

Vi holdt ind lige uden for en lille by, hvor tornadosirenerne var gået i gang. Tornadosirener kan være tegn på, at en tornado er blevet dannet. Vi spejdede mod den kulsorte, turbulente horisont, men kunne ikke se noget.

Samtidig nærmede hagl og kraftig nedbør sig hastigt. Vi kunne nu vælge mellem to veje: en, der gik stik nord, og en, der gik mod nordvest. Den nordvestlige gik lige lovlig tæt på bygen, så vi valgte den nordlige. Desværre var det en grusvej, og uheldigvis blev vi indhentet af den kraftige regn med det resultat, at de kansanske grusveje hurtigt blev forvandlet til en gang brun sæbe, der var stort set umulig at køre i. Thomas kæmpede en sej kamp bag rattet, da bilen flere gange var ved at skride ud. Det var umuligt at køre i. Sikke et dilemma. Det er ikke til at køre i, og det er alt for farligt at holde ind til siden, så der er ikke andet at gøre end at fortsætte. ”Der er kun 14,3 km hen til den asfalterede vej, Thomas”, råbte jeg fra bagsædet. Men det føles uendeligt langt, når man kun kommer fremad med 4 km/t skarp forfulgt af store hagl og en mulig tornado.

Til sidst nåede vi omsider ud på hovedvejen, ud af regnen, og Thomas kunne tørre sveden af panden, og det var tæt på, at vi alle tre måtte skifte underbukser!

Men selvfølgelig chasede vi videre, for bygerne var stadig særdeles aktive. Hen imod aften ville vi så gerne tage nogle lynfotos, men enten kom regnen for tæt på, eller også lynede det kun inde i skyerne. Eller også var der ingen veje, der førte hen til bygerne. Drønirriterende. Til sidst havnede vi i Emporia, Kansas, hvor vi mødte chasere fra North Carolina. Det var rigtig hyggeligt. Hele bygelinjen var på vej ind over os, og den var svær at chase i mørke, så vi besluttede at blive hængende på tankstationen og lade den passere.

Der lå et cafeteria, hvor vi spiste og drøftede, hvor vi skulle tage hen.

I morgen er der udsendt slight risk for det allerøstligste Oklahoma hele vejen op til Ohio små 1600 km væk. Da vi skal mødes med Warmsector nede i Texas fredag, kan vi ikke køre helt til Ohio og så nå ned til Texas. Derfor besluttede vi at køre til Kansas City, hvorfra vi vil stikke videre østpå i morgen. Så kommer vi et stykke ind i det varslede område. Og så må vi se, hvad der sker.

Husk at følge med i vores videodagbog her. Jeg ved godt, at der har været bøvl med linket, men nu skulle det virke. Ellers må I lige sige til.
Det driller stadig, kan jeg se. Alternativt kan man klikke på video i menuen foroven og vælge videodagbog under Kategori.

Og i dag var det Pers fødselsdag, hurra, hurra, hurra.. og så det lange… hurraaah!!!!!

Vi snakkes.

Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Det sydvestlige Oklahoma
Afstand: 738 km
Dagens tema: Cap, flot lp-supercelle, manglende internet
Vejr: Varmt, fugtigt, supercelle sidst på dagen
Menu: Morgenmad på Days Inn, McDonald's
Dagens rute:

I dag var der udsendt slight risk for området, vi var i. Luften var stadig mættet med energi, men cappen var meget stærk. Cappen er et lag varm luft oppe i atmosfæren, der nærmest lægger låg på udviklingen. Det er både godt og ondt. En stærk cap sørger for, at tordenbyger ikke popper sporadisk og stjæler energi fra hinanden. Hvis der er forcing nok, det vil sige løft, kan der dannes et par enkelte byger, som så kan suge al energien til sig og vokse sig store og stærke. Det var det, vi håbede ville ske i dag. Men det var meget usikkert.
Efter en times dasen ved poolen, tjekkede vi ud og kørte hen i AT&T-butikken for at aktivere vores tredje internetkort for at være sikre på at have stabil internetadgang. Det gik rimelig hurtigt at få det aktiveret takket være en frisk, ung pige med danske forfædre. Bagefter susede vi hen i Walmart, for uden mad og drikke…
I den pågældende vejrsituation gælder det først og fremmest om at holde øje med satellitbilledet. For det er her, eventuelle byger først viser sig. Når de så er blevet lidt større, dukker de op på radaren.
Vi forlod Enid og stak sydpå i retning af Clinton. Undervejs holdt vi ind til siden og tog bestik af situationen og holdt øje med himlen, for det skal man også huske.

Sydpå begyndte små celler at poppe, så vi satte straks kursen derned.
I Clinton kørte vi ind på en tankstation, hvor der holdt et væld af chasere, tv-folk og chasetours. De stod også og holdt øje med himlen, men det var tydeligt, at de havde svært ved at trænge igennem cappen. En celle poppede og faldt sammen. Så forsøgte en ny osv.

Men det sidst virkede navnlig en af dem lovende, og så var chasen ellers i gang. Horder af chasere myldrede frem af deres skjul og satte kursen mod den enlige tordenbyge. Man skulle virkelig holde tungen lige i munden for ikke at køre ind i nogen.
Den første storm så flot ud i en periode, men bankede så hovedet mod loftet og faldt sammen igen. Det samme gjorde flere andre tordenbyger. Det begyndte at blive en smule frustrerende, men vi vidste det jo godt. For at føje spot til skade, så virkede vores internet stort set ikke hele dagen. Derfor kunne vi kun streame sporadisk. Det gik os virkelig på. Nu har vi ofret en formue på internetkort, boostere og routere, og alligevel virker det ikke. Det viser sig, at det sidste kort, Sprint, som vi endnu ikke har aktiveret, lige præcis dækker det område, vi chasede i i dag.

Da vi var tæt på at opgive, poppede en ny byge op nord for os i løbet af meget kort tid. Den så god og sund ud, flot radarbillede, så det blev dagens storm.

Vi siksakkede os gennem landskabet ad grusveje og små landeveje for at ligge i den sydøstlige del af bygen, hvor tornadoen dannes. Flere gange var der rotation i den, og den så fantastisk smuk ud. Nærmest som en proptrækker skød den i vejret. Virkelig flot.

Da vi kom op til Woodward, hvor vi faktisk så en flot lp-supercelle den 4. maj 2007, begyndte bygen desværre at falde sammen. Og da der stort set ikke var lyn i den, besluttede vi at sætte kursen mod… Enid for tredje aften i træk!
Men det har været en god dag, for vi var på den eneste storm i området, og vi nåede at se nogle flotte skystrukturer.

Så mange var ordene i dag. I morgen rykker et nyt lavtryk ind fra vest med mere vildt vejr.

Jeg vil slutte af med at sige tak for alle jeres venlige kommentarer og tak, fordi I læser med.

Hilsen
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Det nordlige Oklahoma/sydlige Kansas
Afstand: 530 km
Dagens tema: Lynhurtige superceller, dårlige veje, manglende internet, frustration
Vejr: Opklaring, meget varmere, fugtigere, eksplosiv udvikling af superceller
Menu: Morgenmad på Days Inn, sandwich fra Walmart
Dagens rute:

Vi startede og sluttede ved kameraet

Der var store forventninger til dagen i dag. SPC havde udsendt high risk for området. Det er højeste varslingstrin. Varme og fugt blev hurtigt hevet op over Midtvesten. Allerede om morgenen var der dugpunktstemperaturer på 19 grader. En opklaring nærmede sig hastigt fra vest, og temperaturen steg til 27 grader.
Vi tjekkede ud og hilste lige på tyskerne, der stod klar til at tage af sted. Ligesom os ville de være kørt til Ponca City, der ligger nordøst for Enid. Men de seneste prognoser viste, at drylinen, hvor der forventedes at dannes byger, ville ligge længere mod vest. Derfor havde de droppet det target og ville i stedet nordpå.

Vi besluttede at trække vestpå ud i den klare luft for at se bygerne blive dannet. Vi var kun lige kommet uden for byen, da de begyndte at poppe. Og så gik det stærkt. Luften var mættet med energi, og bygerne nærmest eksploderede, så snart de var dannet.

Vi fangede en god byge og stoppede for at fotografere den. Når man har et setup med byger, der bevæger sig med 70-80 km/t., er det vigtigt, at man ikke står stille alt for længe, for ellers løber den fra en. Men samtidig skal man helst vente, til der er dannet flere byger, så man kan vurdere, hvilken en der er den dominerende. Så det var lidt et dilemma. Skulle vi vente på, at der kom flere byger sydfra, eller skulle vi ræse af sted efter den lovende byge?

Vi ventede nok lidt for længe, før vi besluttede at chase den. Og så kom vi til at ligge på bagkant af den. Fordelen ved det var, at vi ikke kom i nærheden af de monsterstore hagl, som den havde smidt i byen Medford. Hagl på størrelse med tennisbolde lå spredt overalt på græsplæner og veje. Selv de lokale var gået ud for at fotografere dem.

Min hånd (Foto: Thomas Dolmer Nielsen)

Længere fremme var det tydeligt, at kraftig vind eller muligvis en tornado havde ramt området, lige før vi ankom. Der lå væltede træer ud over vejen, og adskillige el-master var blæst omkuld.

Foto: Thomas Dolmer Nielsen

Hele tiden holdt vi øje med supercellen og så fra tid til anden rotation, men desværre blev det aldrig til en tornado.
Til sidst måtte vi opgive at følge efter bygen og valgte at gå efter dem, der kom op sydfra.

Undervejs dukkede Dominator med Reed Timmer op i bakspejlet. Han kørte meget stærkt og overhalede vildt for at komme frem. Selvfølgelig huskede han at vinke til os, da han kørte forbi.

Foto: Thomas Dolmer Nielsen

Lidt efter dukkede Tiv2 med Sean Casey op. Han kørte også meget stærkt, og vi lagde os i hans slipstrøm et stykke tid.

Foto: Thomas Dolmer Nielsen

Da vi havde indhentet bygen, frygtede vi, at store hagl var på vej ind over os og holdt ind under et halvtag på en tankstation. Bygen susede hurtigt videre, og det gjorde vi også. Men nu var vi i det nordøstlige Oklahoma. Her er vejnettet meget sparsomt, og området er stærkt kuperet og skovklædt. Ikke noget godt sted at chase.
Til sidst måtte vi smide håndklædet i ringen og indse, at bygerne bare bevægede sig alt for stærkt. Set i bagklogskabens klare lys burde vi ikke være stoppet så meget for at tage billeder. I stedet skulle vi være ræset efter bygen. For da vi kom tilbage til Days Inn i Enid, så vi på Stormtrack, at bygen havde dannet flere tornadoer lige foran os. Men vi nåede altså desværre ikke at se dem. Dybt frustrerende!
Vi ville også have været sydpå mod Oklahoma City, men måske var det meget godt, at vi ikke kom derned, for fem personer mistede livet der. Blandt andet på en tankstation magen til den, jeg selv søgte tilflugt på i 2008. Tankstationen var fuldstændig raseret, og udenfor lå lastbiler smidt omkring hulter til bulter. Nogle sågar oppe i træer. En EF3-tornado menes at have ramt området. Så det har også været en tragisk dag i Tornado Alley.
Vi fik ikke set en tornado, men vi så flotte skyformationer og kæmpehagl. Og så blev vi en erfaring rigere. Og selvom vi var skuffede og frustrerede, formåede vi at holde en god tone over for hinanden.

Nu skal jeg godt nok se dyner. Vi har lavet endnu en lille videodagbog, som I kan se her.

Kan I hygge.
Kai-Asle

PS Jeg glemte jo helt at fortælle, at på vejen tilbage til Enid, var jeg ved at hamre ind i en ko, der stod i et sving på vejen. Da det var mørkt, tog jeg mig den frihed at skære lidt af svingene... heldigvis. For havde jeg ligget i min egen bane, havde jeg kollideret med koen, der pludselig dukkede op af mørket. Det var nok dagens mest spændende oplevelse.

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Enid, Oklahoma
Afstand: 330 km
Dagens tema: Transport, køre i position til i morgen, møde med de tyske chasere
Vejr: Skyet, småkøligt, torden ud på eftermiddagen
Menu: Superstart breakfast på Super 8, aftensmad på Applebee's
Dagens rute:

I dag har vi købt lidt mere elektronik og vasket bil, og så er vi kørt til Enid, Oklahoma, som ligger nogenlunde midt i det område, vi vil være i.

Motellet i Lawton

Vi kørte fra Lawton ved middagstid, da vi ikke havde specielt travlt. Vi skulle kun få hundrede kilometer nordpå. Undervejs smuttede vi ind i en Best Buy (A la Elgiganten) i Oklahoma City for at købe batterier til vores videokameraer. Det viser sig, at billedet frøs, når der var koblet strøm til dem. Så snart de kørte på batteri, var der ingen problemer. Så vi skulle bruge batterier med lidt længere levetid end den time, standardbatterierne kunne holde.

Dernæst kørte vi til Enid, hvor vi tjekkede ind på et Days Inn. Her holdt to biler med de tyske stormchaseres logo på. Og udenfor motellet var de i fuld gang med at grille og drikke øl. De forstår at hygge sig, de prøjsere. Vi sludrede lidt sammen. Jeg brugte mit ubehjælpelige tysk fra gymnasiet, men kunne dog gøre mig forståelig. "Danke schön". "Damhussøen? Det er den vej".

Foto: Thomas Dolmer Nielsen

Vi tog af sted med det samme for at vaske adskillige lag mudder af bilen, så den ser præsentabel ud til den store chasedag i morgen. Bagefter fik vi en lækker bøf på Applebee's. Og så tog vi hjem og sluttede af med et afsnit af Klovn og en kold øl, så vi kunne komme tidligt i seng og være friske til den store dag i morgen.

Hvad er det så, der skal ske? Jo. Et lavtryk nærmer sig vestfra. På forsiden strømmer varm og fugtig luft op over Midtvesten. Samtidig rykker kraftig vind i højden ind over området. Og fra sydvest nærmer tør, hed luft sig. Den er faktisk varmere end den fugtige luft. Derfor kiler den sig ind under den fugtige luft og tvinger den til vejrs. Det resulterer i tordenbyger, der lynhurtigt skyder til vejrs op i den kraftige vind, der skifter hastighed og retning med højden. Og det resulterer i, at tordenbygen begynder at rotere. Og således er en supercelle født. Kunsten er nu bare at forudsige, hvor vi skal være. Vores foreløbige targetarea(mål) er lidt nordøst herfor nær grænsen til Kansas. Problemet i morgen bliver, at bygerne kommer til at bevæge sig med hastigheder på op til 70 km/t. Og så bliver de ekstremt svære at fange, hvis man først kommer bag dem. Derfor gælder det om at ligge et godt sted og tage imod en supercelle, lade den passere og vente på den næste. Det bliver meget spændende, og alvoren i udsigterne er ikke til at tage fejl af. Her et udsnit fra SPC' prognose:

Vi er i det røde område i venstre side og skal over i det lilla

Her er tornadoprognosen. Normalt er 10% meget!

"REGIONAL TORNADO OUTBREAK AND LONG-TRACK STRONG TO VIOLENT
TORNADOES BECOMING LIKELY IN ERN OK AND SE KS FROM LATE THIS
AFTERNOON INTO THE EVENING"

Vi må se, hvad der sker. Muligheden for noget stort er i hvert fald til stede. Jeg slutter af med en lille videodagbog. I dag med Thomas. Se den her.

Bloggen bliver måske stærkt forsinket i morgen på grund af travlhed, så I må væbne jer med tålmodighed.

Hilsen
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Lawton, Oklahoma
Afstand: 448 km
Dagens tema: Transport
Vejr: Skyet, lidt lunere, men stadig ikke godt nok
Menu: Superstart breakfast på Super 8, frokost på Sonic, Buffalo Wings på Chili's
Dagens rute:

I dag forlod vi Amarillo om formiddagen og satte kursen mod Oklahoma. Vi er så småt ved at køre os i stilling til mandagens brag af et muligt tornadoudbrud. 
Vi har til vores skræk opdaget, at vi snart har opbrugt vores kvote på datakortet. Den er på 5 gb, og vi har snart brugt 4. Bruger man mere, kommer man til at betale dyrt for det, man bruger over. Derfor forsøgte vi at få aktiveret Alltel-kortet fra sidste år. Der var nemlig ubegrænset forbrug. Problemet var som altid, at vi var udlændinge og derfor ikke selv kunne aktivere det, da vi hverken har amerikansk adresse eller telefonnummer. Vi måtte så ringe til vores livline, Paul Austin i Florida, som straks gik i krig. Det viste sig, at han kunne overføre sit abonnement til vores kort. Vi skulle 'bare' aktivere det, og så var den ged barberet... troede vi. For kortet er så gammelt, at der ikke er Windows 7-drivere til det, kun Vista og XP.  Nu var gode råd dyre. For både Thomas og jeg har Windows 7 installeret. I byen Shamrock gik vi ind i en Verizonbutik, hvor vi spurgte, om de kunne aktivere det. Det forholder sig nemlig sådan, at Verizon har opkøbt Alltel. Men de havde ingen mulighed for at aktivere det for os. Øv.

Så sagde Per, at han da havde Vista på sin laptop. Hurra. Nu kunne vi aktivere kortet og surfe løs som en anden californier uden at skulle tænke på forbruget. Det var en bøvlet proces at få det op at køre, men med en god del teknisk snilde lykkedes det. Sådan er det at chase anno 2010. Når bilen er proppet med teknik, skal der også en god portion teknisk snilde til for at holde det kørende. Men det har vi alle tre heldigvis styr på. Desuden har vi eksperimenteret meget med indstillingerne til videostreamen og mener at have fået en, der ikke hakker lige så meget. Bliv endelig ved med at melde tilbage.

Vi ankom til byen Lawton, Oklahoma, hvor vi faktisk drak en kop Starbucks sidste år under en god chase ned til Dallas, Texas. I Lawton ligger der en militærbase. Derfor er det en rigtig forlystelsesby. Og på motellet kom et par soldater, som var på orlov, ud til os og syntes, det var så fedt at møde chasere. De tog billeder og sludrede med os. De skulle drikke sig i hegnet, før der var dømt strækmarch mandag morgen. De sagde, at Lawton er en fed by at gå ud i, men hvis vi var gift, skulle vi holde os fra "the massage saloons". He he. Vi nøjedes med at gå ud at spise buffalo boneless wings på Chili's. Og det var så den dag.
I morgen aften skal der begynde at dukke tordenbyger op omkring grænsen mellem Texas og Oklahoma, så det holder vi øje med, mens vi venter på næste uges brag.

Vi snakkes
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Amarillo i Texas Panhandle
Afstand: 611 km
Dagens tema: Flugt fra kulden mod nord, Greensburg - År 3, hygge
Vejr: Sol, men bidende kold nordenvind! Masser af stormskader
Menu: Superstart breakfast, lækker sandwich til frokost, Big Texan
Dagens rute:

Da jeg vågnede i dag, trak jeg gardinerne fra og kunne konstatere, at solen skinnede fra en skyfri himmel. Men der blæste stadig en bidende kold vind fra nord. Ifølge stormrappoterne var der mange tage, der var blæst af, og mange træer var væltet, så det havde været en vild aften og nat.
Vi blev enige om at køre sydpå til Texas Panhandle (selve "håndtaget" på delstaten). Vi ville ned til Amarillo, hvor man blandt andet finder den berømte restaurant Big Texan, hvor man kan få en bøf på 2 kg!! Og hvis man spiser den, inden der er gået en time, er den gratis. Jeg prøvede at lokke Thomas til at spise den, men sjovt nok afslog han. Det er altså også meget kød.

På vejen passerede vi den lille by Greenburg, som i 2007 blev ramt af en altødelæggende EF5-tornado. Det kan I læse om her og her.

Vi har besøgt området hvert år siden, og det har været spændende at følge med i genopbygningen. I år var der sket rigtig meget.

Flere boliger, forretninger og villakvarterer var skudt op. Og bymidten var gjort i stand komplet med fortove og bænke og små træer og bede.

Vi spiste en dejlig frokost på en helt ny cafe, hvor vi nødt en lækker sandwich med masser af grønt i. Dejligt. Bagefter besøgte vi deres kunstcenter, hvor man udstillede en masse fotografier af en lokal fotograf. De var meget stærke, men formidable. Man kan besøge hans webside her.

Stairway to heaven

Bagefter susede vi sydpå og nåede snart ned i det ufatteligt flade plateau, der ligger i cirka 1000 meters højde. Her kan man se 60-80 km i alle retninger. Fantastisk område at chase i, da udsynet er så forrygende.

Vi stoppede og tog billeder af landskabet, da TIV2 pludselig kom ræsende forbi efterfulgt af flere andre vogne fra Vortex 2. Hvordan havde de fundet ud af, hvor vi skulle hen? Nå, spøg til side. Der er ikke noget varsel ude for området i morgen, men en marginal chance for lidt vejr, og det var det, vi var gået efter. Måske var det også det, de havde kig på.

TIV2

Da vi nåede Amarillo, kørte vi hen til Big Texan, hvor der også er et motel. Men da internettet stort set var ikke-eksisterende, ville vi ikke overnatte der. Dog skulle vi smage en af deres berømte bøffer.

Per og jeg bestilte 350 g bøffer, mens Thomas valgte en på 500 g. De var lige, så de smeltede på tungen, og de smagte fantastisk. Både motellet og restauranten var holdt i et vaskeægte cowboytema. Tjenerne var således iført cowboystøvler, jeans, skjorte og cowboyhat. Samtidig gik musikere rundt med violin og guitar og underholdt ved bordene. Og søreme så, om stedet ikke også var fyldt med forskere og studerende fra Vortex 2-projektet! Vi så således Josh Wurman, der leder hele projektet. Han har medvirket i samtlige sæsoner af Stormchasers på Discovery Channel. Det var da fedt. Måltidet lå tungt i maven, så det var hårdt at rejse sig.
Da vi kom udenfor, så vi en hel flåde af forskningskøretøjer. Det skaber altså en rigtig god atmosfære.

Vi tjekkede ind på Super 8 og kørte hen i Starbucks og købte en af de sædvanlige Cafe Latte og tog tilbage til motellet for at se et par afsnit af Klovn og drikke en whisky og et par øl. Og således nåede endnu en dag vejs ende.
Vi er også nået halvvejs i chasen. Status? Ikke overvældende. Faktisk var den første dag bedst. Men i år har problemet ikke været højtryksvejr, men en manglende ingrediens. Det er sådan, at for at få dannet noget voldsomt vejr, skal ingredienserne for det første være på plads. Dernæst er der timingen. Det nytter ikke, at to af tre parametre er opfyldt, hvis det tredje først kommer til senere, hvor det er for sent. Og det er faktisk det, der er skete flere gange i år. Udsigterne har været særdeles lovende, men tingene er ikke rigtig faldet i hak på det rigtige tidspunkt. Sådan er det også at chase. Det er vejret, der bestemmer, og det er betingelserne. Længere er den ikke. Men søndag aften ser vi formentlig optakten til det, der mandag bliver årets største tornadoudbrud. I hvert fald hvis prognoserne holder stik. Så vi krydser fingre.
Nå, mere om det senere. I morgen vil vi prøve at vaske dytten, så vi ser præsentable ud, når nu Discovery får nys om, at vi er i området. :-)

Motellet

Talk to you later, folks!
Kai-Asle

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Det nordvestlige Kansas
Afstand: 724 km
Dagens tema: Marginal chase
Vejr: Først sol og varme og så storm og kulde!
Menu: Superstart breakfast, sandwich til frokost, Burger King
Dagens rute:

I dag var der udsendt slight risk for den nordvestlige del af Kansas. Derfor tog vi forholdsvis tidligt af sted. Opholdet på Comfort Inn var rigtig hyggeligt. Indehaveren var en frisk dame, der syntes, det var enormt spændende at høre om vores bedrifter som chasere, så hende fik vi sludret en del med.

Vi satte kursen stik vest mod området omkring Wa Keeney og Hays, hvor jeg i 2008 blandt andet oplevede at blive evakueret til et toilet på en tankstation sammen med 15 andre. En spændende oplevelse.

ImpactChasers

Ifølge prognosen skulle bygerne først begynde at poppe tæt på solnedgang, begyndende i vest.
Undervejs blev vi opmærksomme på en anden bil på videostreamen et stykke bag os. ImpactChasers kaldte de sig. De jokkede sømmet i bund og indhentede os. Vi kørte ind på en tankstation og hilste på dem. De kom fra Montana og havde telt og grill med plus selvfølgelig alt chaserudstyret. Se, sådan er der nogen, der chaser. Vi spiste frokost sammen og blev enige om at følges ad et stykke tid.

I Hays så vi en del af Vortex 2 (Stort tornadoforskningsprojekt, der består af over 100 forskere og meteorologistuderende). Der er altid noget helt specielt ved at se de køretøjer og personer, som man ser på Discovery Channel i Stormchasers.

TIV2

Vi blev hængende i byen, mens vi ventede på, at vejret skulle komme i chasemode.

Højt mod nordvest, helt oppe ved grænsen til Colorado og Nebraska, var bygerne allerede i gang, men de lå langt væk, så vi satsede på noget tættere på.

Flere gange så det ud, som om der var ved at ske noget, men det faldt hurtigt sammen igen.
Hen under aften blev vi enige om at køre nordpå til Nebraska og fange de byger, der kom fra vest, for at tage nogle lynfotos.

Efterhånden som vi nærmede os, tiltog vinden voldsomt, og jord og flere ting fløj hen over vejen foran os. Samtidig lynede det mere og mere. Desværre var lynene sløret af nedbør og ikke særlig fotogene. Derfor valgte vi at indstille chasen og køre tilbage til Hays for at finde et motel.
Vi ankom i en forrygende jord- og sandstorm, der slørede gadelamperne. Det fløj rundt med alt muligt ragelse, og skilte og trafiklys bøjede sig faretruende i den voldsomme vind.

Bygen på grænsen til Nebraska

Tømningen af bilen var lidt af en prøvelse, for ikke nok med at det stormede, og luften var fuld af jord. Det var også blevet bidende koldt. Så med klaprende tænder skyndte vi os at slæbe bagagen indenfor.
I morgen er der lovet temperaturer på 15 grader her i området, så vi smutter formentlig laaangt sydpå, hvor der er dejlig varmt.

Brrrrr!
Kai-Asle

Dagens chauffør: Per
Target area: Området nær Kansas City
Afstand: 183 km
Dagens tema: Transportdag, en tur i pølen, slikke sol, lade op!
Vejr: Solskin, varmt!
Menu: Superstart breakfast, frokost på Wendy's, bøf på Texas Roadhouse
Dagens rute:

Dagen i dag har været endnu en transportdag.

Vi spiste en slatten gang Superstart Breakfast, hvorefter vi trillede stille og roligt østpå. SPC havde udsendt et slight risk for vores område. Faktisk havde vi selv spottet det for et par dage siden og valgte at blive hængende heroppe, før det rigtig går løs længere vestpå i Kansas og Oklahoma fra omkring søndag. Men lidt over middag rykkede SPC området lidt længere mod vest.

Derfor vendte vi om og kørte tilbage mod Kansas City for at være tættere på.

Thomas filmer

Vi tjekkede ind på et Comfort Inn komplet med pool, vaskemaskiner og scrambled eggs til morgenmad. Vi var solgt på stedet.

Per for fulde gardiner

Dernæst var der dømt tøjvask og dasen ude ved pølen. Det var skønt med en pause, men nu er vi også ivrige efter at komme ud at chase igen.

Ahhh

Om aftenen gik vi på Texas Roadhouse, hvor man kan få de lækreste bøffer. Der blev også lige plads til en Margaritta eller to, skyllet ned med en stor kold fadbamse. Vores servitrice Ashley sørgede for en forrygende service og god stærk kaffe efter maden. Thanks a lot!

Som sagt er der lagt i ovnen til lidt action i morgen. Et lavtryk trækker ind fra vest og hiver fugt op i området. Samtidig dannes der en luftmassegrænse, et boundary, hvor der sent i morgen eftermiddag kan dannes tornadoer. Ellers er den største risiko meget store hagl og kraftig vind. Så husk at følge med her på siden.

Vi er midt imellem L og G i ordet slight med grønt

Jeg kan se, at foråret stadig kæmper en brav kamp derhjemme. Jeg er slet ikke misundelig. De 25 graders varme her er meget bedre. Håber, det bliver lidt lunere hjemme hos jer.

Kan I hygge jer!
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Kansas City
Afstand: 430 km
Dagens tema: Transportdag, ædeorgie!
Vejr: Solskin, varmt!
Menu: Superstart breakfast, brunch på Ihop, aftensmad på Burger King
Dagens rute:

Dagen i dag var en ren transportdag, så der er ikke så meget at berette. Der var udsendt slight risk for delstaten Wisconsin, men det er højt mod nord og alt for langt at køre. Det er også en del af det at chase. Man skal tænke fremad. Hvor forventes næste system at komme ind.
Vi havde kigget på et øvre trug, der skulle trække ind nord for Nebraska, men det så noget slattent ud, så vi besluttede at tage et par fridage og få vasket tøj og hvilet ud, før det atter går løs.
Og det ser ud til at ske måske allerede sidst på ugen. Men det er kun optakten til en mulig meget aktiv uge i næste uge, så det er jo lovende.

En historie fra dagen i dag må være vores besøg på Ihop.
Da morgenmaden på motellet bestod af toast og ikke andet, var vi ikke mætte. Derfor rullede vi ind på Ihop i byen Columbia, Missouri, hvor vi rent faktisk mødte Warmsector først gang i 2006. Så det var også et lidt nostalgisk gensyn.
På Ihop serverer man morgenmad døgnet rundt. Vi var som sagt sultne, at vi bestilte så meget, at flere tjenere kom hen og kommenterede det med et "wow, you guys are hungry". På nedenstående billede kan man se, at maden stort set ikke kunne være på bordet. Og jeg skal da ellers lige love for, at vi blev propmætte. Men det var lækkert.

I Kansas City ledte vi efter et motel med swimmingpool, så vi kunne dase og slikke sol. Men da sæsonen endnu ikke er gået i gang i den nordlige del af USA, er der ikke fyldt vand i deres swimmingspools. Derfor måtte jeg nøjes med at sidde i en liggestol ved en tom pøl. Men pyt. Solen varmede dejligt i de 27 grader.

Vi tvang en burger i os på Burger King og gik hjem og tjekkede prognoser, mens vi nød en kold øl. Og så skulle der ellers soves igennem.
I morgen venter formentlig endnu en transportdag.

Vi snakkes.
Kai-Asle

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Centrale Illinois
Afstand: 850 km
Dagens tema: Transportdag, der endte med at blive chasedag!
Vejr: Solskin, isolerede tordenbyger!
Menu: Morgenmad på Wafflehouse, aftensmad Grill & Bar
Dagens rute:

Dagen i dag skulle være en transportdag, men endte med at blive en chasedag, hvor vi fik skudt en masse billeder, afprøvet udstyret og lært hinanden endnu bedre at kende under en chase. Det blev en rigtig god dag.

Vi lagde ellers meget stille ud med at køre hen på Wafflehouse og spise morgenmad. Vi var enhver læges drøm. Tre spejlæg, masser af bacon, hashbrown, toast og en stak vafler godt smurt ind i smør og sirup, kaffe og mælk. Mums! Det kalder jeg s... morgenmad.

Nå, men vi havde talt om at køre mod Nebraska for at vente på næste system, der forventes at rykke ind vestfra på tirsdag. Men SPC havde nu udsendt slight risk for blandt andet Illinois. Vi tjekkede straks pronoserne og kunne se, at der var mulighed for bygedannelse i det område. Der var blevet dannet et outflow boundary, område, hvor udstrømmende luft fra gårsdagens system danner en luftmassegrænse.

Vi satte straks kursen mod Illinois, hvor ingen af os før havde været. Her finder man f.eks. Chicago, hvor Obama er fra.

Undervejs begyndte byger at poppe nord for os, og vi blev straks fyr og flamme. De voksede sig hurtigt pænt store uden dog på nogen måde at være vilde. Men i betragtning af, at vi ikke havde forventet noget, var det da fedt.
Navnlig én celle fangede vores opmærksomhed. Den lå helt isoleret i området øst for Springfield, Illinois. Vi satte kursen mod den, og så var chasen ellers i gang. Det er egentlig ganske sjovt at opleve den forandring, der indfinder sig i bilens kabine. Pludselig er vi på mærkerne og gravalvorlige. Det er chase, og nu skal vi have fuldt udbytte af den.

De næste timer lå vi så og kørte rundt i området, mens vi jævnligt stoppede og tog billeder, før nedbøren indhentede os. På et tidspunkt var der hagl på op til 7 cm i bygen. Og dem skulle vi ikke nyde noget af. Vi har fået rigeligt i både 2007 og 2009. Der var også en fin wallcloud, så det smagte da i den grad af noget.
Mette ringede midt i det hele og kunne berette, at vores videostream hakkede meget, og at der lå noget hvidt i vinduet, der gav genskær i billedet. Det skal vi nok ordne, men streamen kan have at gøre med vores internetforbindelse, der ikke altid er superhurtig. Men vi arbejder med indstillingerne og får den forhåbentlig til at køre lidt mere flydende.

Til sidst begyndte bygerne at falde lidt sammen, og vi blev enige om at indstille chasen og køre vestpå.
Vi krydsede nok en gang Mississippi og så den vældige Mississippi Arch, som jeg blandt andet husker fra Fars Fede Ferie. Det er en store bue, der står tæt ved vandet.
Et stykke uden for St. Louis tjekkede vi ind på Super 8 og gik dernæst ned på en restaurant for at spise. Her fik jeg en dejlig stor bøf med bagt kartoffel og grøntsager samt en stor mørk fadøl. Lækkert.

Jeg vil nu lade billederne tale for sig selv.

See you later, folks.

Kai-Asle

Dagens chauffør: Per og Thomas
Target area: Vestlige Alabama
Afstand: 830 km
Dagens tema: En vanskelig dag, der ikke rigtig gav pote, men den var lærerig!
Vejr: Stratus, varmt, meget fugtigt, torden!
Menu: Morgenmad på Sonic i , sandwich fra Wal-Mart, aftensmad på Wafflehouse
Dagens rute:

Man ser tydeligt, hvordan vi har krydset rundt i det samme område

Dagen startede med morgenmad på Sonic. Vi spiste sammen med Warmsector, der skulle hjem til Florida. Det vil sige, at de skulle østpå.

Marc, Sharon og Pete

Vi besluttede at køre med dem, da SPC havde udsendt et slight risk for store dele af Alabama med 5% risiko for tornadoer.

Men det stod snart klart, at vi befandt os langt mod syd, og at der var store mængder fugt i luften. Det resulterede nok en gang i, at der blev dannet lavthængende stratusskyer, som gjorde det umuligt at se eventuelle tordenbyger.

Da vi nåede til Sherman, Mississippi, opdagede vi på radaren, at der poppede isolerede byger op mod sydvest. Samtidig kunne vi se, at der var knap så skyet i det område. Derfor valgte vi at sige, ikke farvel, men på gensyn til Warmsector, som vender tilbage til Tornado Alley omkring den 14. maj.

Vi krydser the mighty Mississippi

Vi satte kursen mod sydvest for at komme ned på østsiden af den række af byger, der blev dannet i den klare luft, hvor opvarmningen var stor. Og så begyndte vi ellers at køre på kryds og tværs af skovområder og små sydstatsbyer. Det var ikke helt nemt. Og hver gang vi 'fangede' en byge, svækkedes den. Det var lidt frustrerende. Der var simpelthen ikke cape nok i luften. Og skydækket blev for det meste ved med at være udbredt.
Hen under aften blev vi enige om at droppe det og trække nordpå, da prognoserne har en mindre bølge i højden til at bevæge sig ind over den nordlige del af USA i løbet af tirsdag i næste uge. Derfor skulle vi tænke på at køre i retning af Nebraska cirka 1500 km mod nordvest.

Store oversvømmelser. Det her er en mark med høballer.

Vi satte kursen mod Memphis, Tennessee, hvor en vis hr. Elvis engang boede. Vi ankom ved 23-tiden og checkede ind på Days Inn, hvorefter vi gik ud at spise. Og så var den dag forbi.
Selvom den ikke rigtig gav pote, var det som sagt god træning. Vi fik øvet os i at chase og navigere i et meget besværligt område, hvor mange ikke engang chaser. Samtidig er vi ved at blive gode til at drøfte tingene, før vi tager en beslutning, og det er en vigtig ting, navnlig når det for alvor går løs.

I morgen bliver en transportdag, hvor der formentlig ikke rigtig bliver noget at skrive om. Men det bliver der forhåbentlig på tirsdag eller onsdag.

Vi ses.
Kai-Asle

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Sydlige Arkansas
Afstand: 770 km
Dagens tema: Ny rekord i antal Viewers på videostreamen. En særdeles lovende dag, der ender skuffende, men Reed Timmer saved the day! Og... Warmsector!!
Vejr: Skyet, varmt, fugtigt, torden fra morgenstunden, meget varmt og fugtigt senere, men alt for meget stratus!
Menu: Morgenmad i Newport, Arkansas, sandwich fra Wal-Mart, Subway
Dagens rute:

Her kørte vi i dag

Der var meget store forventninger til dagen i dag. SPC havde udsendt high risk for blandt andet det østlige Arkansas. Og mens vi gik og pakkede bil, lynede og tordnede det fra morgenstunden. Det rene luksus. Men det var bare noget "morning convection", der skulle overstås, så vi kunne få en opklaring og dermed også opvarmning, så der kunne komme gang i tordenbygerne.

Det var vigtigt, at alt udstyret virkede perfekt. Derfor susede vi over i Wal-Mart og købte nye invertere til bilen, som omdanner strøm til alt vores gear. Samtidig købte vi sandwich, is og kaffe.

Fugtigheden var klæbende, og varmen stærk. Samtidig blæste der en kraftig vind fra syd, som sendte mere fugt op i området. Meget lovende.
Vi gik nu i gang med at ordne bilen, samtidig med at vi kørte sydvestpå for at komme ned i det rigtige område.

Undervejs, mens jeg kørte, kæmpede Per og Thomas en brav kamp for at få udstyret til at virke. Til stor ærgrelse og frustration brændte sikringerne i bilen og i inverterne af i tide og utide med det resultat, at vi hverken kunne tjekke radar eller streame video. Utroligt, at det ikke er blevet nemmere med årene. Men måske skyldes det også, at vi for hvert år slæber mere og mere gear med.

Vi kørte fra Newport til Bald Knob. Her krydsede vi lidt frem og tilbage, indtil SPC udsendte en PDS (Particularly Dangerous Situation) lidt længere sydpå. Ordlyden i teksten var meget voldsom. Der blev nævnt kraftige superceller med mulighed for store, ødelæggende tornadoer EF3-EF5, så vores forventninger til dagen var meget store. Men det skulle ske i den sydlige del af Arkansas. Derfor besluttede vi at suse sydpå.
Her var vejene omgivet af høje træer. Næsten som at chase i dele af Tyskland. Rædselsfuldt! Man kunne intet se. Det kunne også være farligt.
Undervejs kæmpede vi stadig med at få strøm nok i bilen, og vi blev enige om, at hvis vejret blev så voldsomt, som man sagde, skulle det bare virke.
Så da vi kom til Pine Bluff, gik vi ind i en Wal-Mart og købte en ny inverter på 400 W og en bunke sikringer. Samtidig købte vi det uundværlige Rain-X, der nærmest får vandet til at prelle af forruden.
Vi skulle også tanke op og kørte hen på en lille tankstation. Thomas og jeg vaskede vinduer og smurte Rain-X på, mens Per gik over på den modsatte side af vejen for at købe kaffe på en større tankstation.

Da Thomas og jeg var færdige, kørte vi derover. Og mens vi stod der, kom han... Tornadoguden over dem alle... Mr. Reed Timmer, Joel og følge i Dominator, der er en ombygget bil, som skal kunne modstå en EF3-tornado.

Ud af bilen steg Reed, Joel og to producere fra Discovery Channel. Bag dem holdt yderligere to biler med produktionshold og fotografer, der hang ud af vinduet, mens de filmede Reed.
Med bankende hjerte nærmede jeg mig ham. Det her var næsten for godt til at være sandt. Reed Timmer er et ikon inde for tornadochasing. Han er uddannet meteorolog og lever af at chase.

Han har i den grad næse for at finde tornadoerne, og han har medvirket i flere sæsoner af "Storm Chasers" på Discovery Channel. En serie, enhver chaser med respekt for sig selv bør have stående i reolen. "Hey, guys. How are you?" spurgte jeg Reed. Han vendte sig om og præsenterede sig selv (som om det var nødvendigt). Jeg præsenterede mig selv: "I'm Kai-Asle, Chase Team Denmark", og jeg skal da lige love for, at han lyste op. "Oh, you're from Chase Team Denmark. You guys are great". Wow, sagde han lige det? Jeg kneb mig selv i armen. Reed Timmer viste sig at være en fed fyr. Helt nede på jorden. Han har åbenbart lagt mærke til os. Og selvom han havde tæsketravlt, gav han sig god tid til at sludre. Og så sagde han det: "If you guys are ever i Norman(der bor han), you can crash on my couch." Hvor vildt. Og jeg svarede naturligvis: "I'll take you up on that". Jeg tager dig på ordet. Og han sagde, at han mente det. Fedest! Og da han hoppede ind i bilen, sagde jeg til ham: "Remember to watch our stream, Reed". Og så svarede han, at det havde han gjort flere gange. Og han syntes, vi var gode. Bedre skudsmål får man altså bare ikke. Og så kørte han. Det magiske øjeblik var forbi. Hold k... hvor var det fedt.
Vi blev alle tre enige om at besøge ham, når vi kom til Norman, Oklahoma næste gang.

Bygerne poppede nu flere steder, og vi kørte mod sydøst til Star City for at ligge på sydøstsiden af bygen. I det område dannes tornadoerne typisk. Desværre var der altså for meget stratus (Lavthængende skyer. Min hadesky nummer ét), så man kunne ikke se nogen struktur i tordenbygerne.
Vi kørte nu tilbage mod Pine Bluff og trak dernæst østpå. Bygen bevægede sig nord/nordøst, og det gjaldt om at komme om på østsiden af den. Så vi kørte ned fra nordvest mod sydøst i den nordlige del af bygen, men så stod internettet af. Nu var vi "blinde". Vi kunne ikke se, hvor de nu 8 cm store hagl var, eller om der var en tornado i bygen. Regnen blev meget kraftig, og vinden tiltog voldsomt. Det gjaldt om at komme ud på den anden side, så der skulle køres stærkt.

Vi kom lidt på afstand af bygen og holdt ind ved en mark. Her så vi bygen nærme sig med skysænkninger på undersiden. Et tegn på, at der kunne dannes en tornado. Vi steg ud for at fotografere, før det blev alt for mørkt. Men kraftige lyn lige over vores hoveder tvang os ind i bilen igen. Og nu var bygen ved at løbe fra os.
På grund af det begrænsede vejnet, måtte vi nu køre sydpå væk fra bygen, før vi kunne gå nordpå imod bygen igen. På det tidspunkt havde vi 704 viewers!! Ny rekord.
Flere gange mens det lynede, så det ud, som om der var en tornado eller i hvert fald en skytragt under bygen.
Den næste time prøvede vi at holde trit med bygen. Det var ikke let, og der blev kørt til i mørke og kraftig regn. Undervejs overhalede vi flere biler. Den ene viste sig at være... Warmsector med Mark, Sharon og en ven, der hed Pete. De havde taget turen fra Florida for at chase i samme område.
Da bygen ikke rigtig udviklede sig mere, indstillede vi chasen og kørte til West-Helena nær Mississippi-floden, hvor vi spiste på Subway. Det var dejligt at se vennerne igen.
Bagefter checkede vi ind på et Super 7-motel, hvor vi drak et par øl sammen og sludrede. Det var rigtig hyggeligt.
Vejrmæssigt var dagen en stor skuffelse. De voldsomme tornadoer udeblev, hvilket er godt for indbyggerne i byerne, men skidt for os. Men vejret er dynamisk, og det her setup var afhængig af, at alting faldt i hak på det rette tidspunkt. Det gjorde det desværre ikke.
Men Reed Timmer og Dominator reddede dagen.

I morgen chaser vi videre i Mississippi. Det har vi aldrig prøvet før.
Årsagen til det store antal viewers på vores stream, skal efter sigende være, at vi har været gode og haft held med at placere os og det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Derfor kigger mange med, når vi streamer. På Twitter bliver the Danes nævnt flere gange. Det er jo fedt, men det betyder også, at vi må holde dampen oppe og blive ved med at fremvise gode resultater.

Nå, nu er klokken tre, og jeg skal bare sove.

Vi ses til en ny omgang chase i morgen.

Kai-Asle